Vil Iran affyre flere missiler mod Al-Asad-basen i Irak, hvor omkring 40 danske soldater stadig skal være udstationeret?
Spørger man den iranske ambassade i Danmark, gives der ingen garantier.
Det afhænger i høj grad af udviklingen af den konflikt, der begyndte fredag med USA's drab på den iranske general Qasem Soleimani.
Natten til onsdag svarede Iran igen med at affyre 12 missiler mod luftbasen Al-Asad i Irak samt en anden base. Al-Asad-basen huser både amerikanske og danske soldater.
Angrebet har fået danske familier til de udsendte soldater til at frygte flere angreb mod basen.
»Jeg tænkte selvfølgelig 'åh nej'. Tænk, hvis der var sket noget med ham, og det kan jo eskalere,« siger en bror til en udsendt soldat.
B.T. besøgte onsdag sen eftermiddag den iranske ambassade i København for at få svar på, om de danske soldater - og deres familier - kan føle sig trygge.
»Al-Asad-basen er USA's hovedbase i Irak, og angrebet mod den iranske general skete derfra. Så det var selvforsvar fra Irans side,« siger Ali Karim Sarmadi, der er chargé d'affaires på den iranske ambassade i København.
Kommer der flere angreb mod Al-Asad-basen?
»Det her var et angreb mod dem, der stod bag angrebet på Iran. Vi er ikke interesserede i en krig. Det er amerikanerne, der sætter os under ekstremt pres. Så svaret på dit spørgsmål er, at vi ikke er interesserede i at fyre nogle missiler nogen steder hen,« forklarer Ali Karim Sarmadi.
Kan du give en garanti for, at der ikke kommer flere missilangreb mod Al-Asad-basen?
»Vi er ikke interesserede i at eskalere konflikten. Så hvis der ikke sker en eskalering, kan jeg kun formode, at der ikke vil være brug for flere missiler,« siger Ali Karim Sarmadi.
Statsminister Mette Frederiksen meddeler onsdag sen eftermiddag, at Danmark midlertidigt trækker omkring 100 soldater ud af Irak.
»Sikkerheden for vores soldater har vores allerhøjeste prioritet. Vi har besluttet at flytte en gruppe soldater til Kuwait. Det er vigtigt at understrege, at det er midlertidigt,« siger Mette Frederiksen.
Men mellem 30-40 danske soldater vil fortsat være tilbage på Al Asad-basen, der natten til onsdag blev angrebet af iranske missiler.
USA's præsident Donald Trump - der beordrede drabet på den iranske general - siger på et pressemøde onsdag, at han mener, Iran har taget 'et skridt tilbage' fra konflikten.
Samtidig meddelte han, at ingen amerikanere mistede livet af det iranske missilangreb.
Derfor spekulerer eksperter nu, om angrebet på to amerikanske baser natten til onsdag var nok til at tæmme den iranske vrede.
»Der blev udgydt iransk blod, og æren dikterer, at der så også skal udgydes amerikansk blod. Jeg vil tøve med at fastslå, at det her er slutningen,« siger John Raine, geopolitisk ekspert på Det Internationale Institut for Strategiske Studier i London, til Ritzau.



