Det kunne mærkes 15 kilometer væk, da iranske missiler natten til onsdag ramte Al Asad-luftbasen i Irak.
Sådan lyder beretningen fra en af de danske soldater, der i øjeblikket befinder sig på basen.
B.T. har været i kontakt med soldatens bror. Han ønsker at være anonym, men B.T. er bekendt med hans identitet.
Han fortæller, at han og familien blev orienteret om angrebet via medierne omkring klokken 03.00 natten til onsdag dansk tid.
»Det var min anden lillebror, der havde set det og skrev i sådan en fælles tråd, vi har for hele familien. Min bror, der er på basen, svarede hurtigt og fortalte, at han var ok, og at man er vant til, at sådan noget sker på den base.«
»Men han fortalte også, at det gav nogle ordentlig ryk, når der kommer sådan nogle missilnedslag, og de rystede alt i en radius af 15 kilometer,« lyder det videre fra broren til soldaten.
Den danske soldat har været på basen i en hel del måneder efterhånden og forventer at skulle hjem inden længe.
»Men jeg tænkte selvfølgelig 'åh nej'. Tænk, hvis der var sket noget med ham, og det kan jo eskalere,« siger han.
Og netop risikoen for, at det hele eskalerer, er noget, som de danske soldater tilsyneladende venter spændt på.
Broren til den danske soldat fortæller, at man lige nu afventer Donald Trumps næste træk.
»Det afhænger jo meget af, hvad han siger, når han holder pressemøde inden længe.«


