Tina Fey og Robert Carlock, der har skabt hitserien '30 Rock', har sammen med showets ejer, NBCUniversal, bedt om at få fjernet fire episoder af serien.

Det skyldes, at episoderne indeholder momenter, hvor hvide karakterer har malet sig selv sorte i ansigtet.

Det skriver BBC.

I en besked som Variety er kommet i besiddelse af, skriver Tina Fey, at hun ønsker, at episoderne 'bliver taget ned fra alle streamingtjenester', og så undskyldte hun 'for smerter, som disse afsnit kunne have forårsaget hos folk'.

Ifølge en kilde, som mediet har kontakt med, vil de fire episoder blive fjernet i slutningen af denne uge.

Nogle af episoderne er allerede fjernet på Amazon og Hulu.

Episoderne vil heller ikke længere blive genudsendt i fjernsynet, og seerne vil heller ikke kunne købe de fire afsnit på iTunes eller Google Play.

Afsnittene, der er tale om, er, 'Believe In The Stars' (sæson 3, episode 2), 'Christmas Attack Zone' (sæson 5, episode 10), 'Live from Studio 6H' (sæson 6, episode 19) og 'The Live Show' (sæson 5, episode 4).

Nyheden om, at episoderne bliver fjernet, kommer i kølvandet på, at mange platforme revurderer deres indhold for racemæssig følsomhed.

For lidt over to uger siden fjernede HBO Max klassikeren 'Borte med blæsten' grundet racemæssig følsomhed.

'30 Rock' har vundet utallige Emmys.