Jim Carrey har aldrig været så produktiv, som han er lige nu. Men i stedet for film producerer den verdenskendte komiker tegneserieagtige kunstmalerier, der alle har én ting til fælles: De portrætterer præsident Donald Trump som et monster.
Trump som barnemorder. Trump som menneskeædende vampyr. Og Trump som Jesu bøddel.
Det er bare tre af Jim Carreys seneste portrætter af Donald Trump og hans politiske inderkreds. Malerier, der takket være både de sociale og de mere traditionelle medier hver dag ses af millioner.

Og Jim Carreys politiske standpunkt kan ikke være svært at tage fejl af.
Således forestiller ét maleri den forhenværende realitystjerne som menneskeædende vampyr.
På et andet af Carreys kunstværker hamrer Trump som romersk soldat et søm igennem Jesu hånd.
På Jim Carreys version af Time Magazines forside er præsidenten tilsyneladende godt i gang med at trampe et forsvarsløst immigrantbarn ihjel.

Og endelig portrætterer Jim Carrey USA's berømte Frihedsgudinde som en cancerpatient med fri udsigt til døden.
»Jeg startede min malerkarriere som en slags lykke-terapi. Nu maler jeg for ikke at blive sindssyg. Og jeg ved, at jeg ikke kan stoppe.«
Sådan siger Jim Carrey i et nyt interview med online-mediet Huffington Post.
Og Jim Carrey er langtfra den eneste amerikanske kendis, der benytter sin platform til at kritisere Donald Trump.

Således var gyserforfatter Stephen King så Trump-kritisk, at præsidenten til sidst blokerede ham på sin Twitter-hjemmeside. Både Alec Baldwin og Meryl Streep har kritiseret præsidenten i en grad, så denne kalder begge skuespillere 'individer med lav intelligens'. Og selv popstjernen Billy Joel, der normalt lægger en ære i at være apolitisk, kalder nu Trump for en 'skamplet'.






