Islamisk Stat vil bevise, at den militante bevægelse er en stærk spiller i Afghanistan.
Og at dens medlemmer er klar til at udfordre Taliban, der har overtaget magten i landet.
Det forklarer journalist, forfatter og Islamisk Stat-kender Deniz Serinci efter torsdagens to selvmordsangreb i Afghanistans hovedstad, Kabul.
En afdeling af Islamisk Stat – Islamisk Stat Khorasan (ISK) – har taget skylden for angrebene, som har kostet mindst 90 mennesker livet.
»Angrebene er begået af ISK med det formål at markere sig over for konkurrenterne Taliban og al-Qaeda og for at ydmyge USA og Taliban og vise, at de ikke har styr på sikkerheden.«
»ISK ønsker at skabe så meget kaos som muligt og at sende et signal om, at de har et eksistensgrundlag i Afghanistan.«
»Desuden er det en måde at tiltrække nye medlemmer til Islamisk Stat i Afghanistan,« siger Deniz Serinci.
Han kalder angrebene for »en pr-mæssig succes«.

»Islamisk Stat ramte et sted, som i forvejen var i mediernes fokus.«
»Pr-mæssigt kunne det næsten ikke være en større succes,« siger Deniz Serinci om angrebene i Kabul.
/ritzau/