Frygten for flere terrorangreb hænger endnu tungt i luften. Alligevel tager folk hen mod lufthavnen i Kabul i håb om at slippe ud af landet.

De mener, det er deres eneste chance for at overleve – også selvom det betyder, de på den måde udsætter sig selv for fare.

Det fortæller Expressens korrespondent, Magda Gad, der er til stede i den afghanske hovedstad, til det svenske medie.

Torsdag sprang to bomber ved lufthavnen, og mere end 80 personer mistede livet, mens mange andre kom til skade.

Clothes and blood stains of Afghan people who were waiting to be evacuated are seen at the site of the August 26 twin suicide bombs, which killed scores of people including 13 US troops, at Kabul airport on August 27, 2021. (Photo by WAKIL KOHSAR / AFP)
Clothes and blood stains of Afghan people who were waiting to be evacuated are seen at the site of the August 26 twin suicide bombs, which killed scores of people including 13 US troops, at Kabul airport on August 27, 2021. (Photo by WAKIL KOHSAR / AFP) WAKIL KOHSAR

Alligevel har desperationen for at komme ud af landet fået flere til at søge tilbage til pladsen:

»Der er mange mennesker, som er taget til Kabuls lufthavn, da de ser det som deres eneste chance for at overleve. Det er deres eneste chance for at komme ud herfra. Det er mennesker, som har været under enormt pres i lang tid, som har besluttet sig for at forlade alt det, de har bygget op her, for at tage mod lufthavnen og redde deres liv,« siger hun.

Videre beskriver hun situationen ved lufthavnen som 'ude af kontrol', og hun forklarer, at hun har set 'frygtelige, makabre scener' med døde kroppe, der ligger blodige rundtomkring.

»Folk lever under et diktatur-miskmask, og mange tænker: 'Kommer jeg til at blive pisket eller dræbt?' Hvis talibanerne finder noget i deres hjem, som gør, at de bliver pisket, så er de endda glade for, at de fortsat lever,« forklarer Magda Gad.

Folk fragter lig efter bombeangrebene ved lufthavnen i Kabul.
Folk fragter lig efter bombeangrebene ved lufthavnen i Kabul. WAKIL KOHSAR

Det sidste danske evakuringsfly fra Afghanistan er landet i Københavns Lufthavn fredag formiddag. Flere andre lande har også indstillet deres evakueringer, mens andre er i gang med det – og chancerne for at komme ud af landet bliver derfor mindre og mindre.

Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, fortæller Sky News, at det 'er et spørgsmål om timer', før Storbritannien også indstiller evakueringen.

Tilbage står mange og håber på, at de kan være heldige at få en plads på et af flyene, der letter fra lufthavnen.

Blandt dem er den 27-årige afghaner Nadia Sadat, der havde søgt mod lufthavnen med sin toårige datter i favnen og sin mand, der ligesom hende havde arbejdet for koalitionsstyrken.

De var gået glip af et opkald, som de tror kan være fra det amerikanske udenrigsministerium, og derfor var de taget ud til lufthavnen i et forsøg på at komme væk.

»Vi er nødt til at finde en måde at evakuere på, for vores liv er i fare,« fortæller hun til AP.

»Min mand har modtaget flere truende beskeder fra ukendt afsender. Vi har ingen chance undtagen at flygte,« tilføjer hun.

Til CNN fortæller Kenneth McKenzie, der er chef for US Central Command, at man fortsat vil hjælpe med at få folk ind i lufthavnen, selvom 'truslen fra Islamisk Stat er ekstremt virkelig':

»Vi fortsætter processen og får folk ud. Planen er designet til at kunne fungere under stress og under angreb,« forklarer han.

En afdeling under Islamisk Stat, Islamisk Stat i Khorasan, har taget skylden for torsdagens angreb ved lufthavnen.