Vigtige dokumenter er blevet hentet ud af det afspærrede område efter det jordskred, som onsdag ramte Norge, og som foreløbig har krævet fem menneskeliv.

Indholdet af dokumenterne bliver dog holdt hemmeligt af hensyn til efterforskningen, lyder det ifølge Dagbladet fra politiet.

Siden den norske by Ask natten til onsdag blev ramt af et massivt jordskred, har politi, brandvæsen og øvrigt beredskab arbejdet i døgndrift for at finde overlevende.

Situationen i området gør dog redningsarbejdet svært. Det er stadig farligt at opholde sig i skredområdet, hvor forholdene beskrives som ustabile, hvorfor området også er blevet evakueret.

Redningsfolk kæmper 2. januar for at finde overlevende efter jordskreddet i Ask.
Redningsfolk kæmper 2. januar for at finde overlevende efter jordskreddet i Ask. JIL YNGLAND

Men nu oplyser chefen for planlægning, opmåling og byggeri i kommunen Gjerdrum, Berit Adriansen, at ansatte ved kommunen er gået ind i det afspærrede område for at hente nogle vigtige dokumenter, som kun kommunen råder over.

»En stor del af dokumenterne findes kun i det historiske papirarkiv. Det ligger i Herredshuset, som er evakueret,« fortæller hun til Dagbladet.

Dokumenterne kan forhåbentligt lette arbejdet for redningsmandskabet, lyder det videre, og derfor har de pågældende ansatte ved kommunen fået lov at gå ind i området i følgeskab med beredskabet.

Førsteprioritet har været at finde plantegninger og andre dokumenter, som kan hjælpe redningsfolkene med at orientere sig i det nu svært fremkommelige terræn efter jordskreddet. Herudover kan de fortælle om sikkerheden i området.

Redningsfolk kæmper for at finde overlevende efter jordskreddet i Ask 2. januar.
Redningsfolk kæmper for at finde overlevende efter jordskreddet i Ask 2. januar. FREDRIK HAGEN

Det drejer sig i høj grad om dokumenter, der går langt tilbage i tiden, og som kan være svære at finde frem til med begrænset adgang til arkiverne. Det er endnu ikke lykkedes kommunen at få adgang til samtlige relevante dokumenter, lyder det fra Berit Adriansen

Ifølge den kommunale chef er det politiet, der har bedt kommunen overlevere alt, hvad der kan være en hjælp i arbejdet med at finde overlevende. Foreløbig har redningsmandskabet blandt andet taget helikoptere, droner, hundepatruljer og varmesøgende kameraer i brug for at finde frem til personer, der er blevet begravet i jordskreddet.

Redningsfolk kæmper for at finde overlevende efter jordskreddet i Ask 2. januar.
Redningsfolk kæmper for at finde overlevende efter jordskreddet i Ask 2. januar. TOR ERIK SCHROEDER

Norsk politi ønsker hverken at kommentere selve dokumenterne eller indholdet.

»Det tilhører efterforskerne og er ikke noget, jeg kan kommentere,« siger indsatsleder Knut Hammer til Dagbladet.

Foreløbig er fem personer erklæret døde efter jordskreddet, mens fem fortsat meldes savnet.