Efter et tørt 2020 ser det ud til, at sneen endelig kommer.

I hvert fald hvis man bor på den jyske østkyst – eller kan vente til onsdag, hvor det første rigtige vintervejr rammer.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Henning Gisselø til B.T.

»Søndag kommer der nogle byger ind over den jyske østkyst, som godt kan have lidt sne i sig, men det er ikke ret meget. Og nok ikke noget, der bliver liggende på jorden, da den stadig er lidt lun. Og så får vi også positive lufttemperaturer. Så ingen kælketure,« siger han.

Det er især den jyske østkyst fra Lillebælt og op til Skagen, der vil opleve sne- og sludbyger.

»Det er sådan set startet og vil fortsætte resten af dagen.«

Nede ved Østersøen, Sydjylland og Lolland-Falster får man ikke meget sne, men kan til gengæld være heldig at få solen at se.

Lige indtil onsdag, hvor hele landet har chance for sne, siger meteorologen. Rigtig sne.

»Det kunne godt se ud, som om det måske bliver liggende, og vi får det første rigtige vintervejr med mere end bare fem snefnug. Og det gælder faktisk for hele landet, hvis man må være så modig,« siger Henning Gisselø.