Da Magnus Ekkjestøl vågnede natten til onsdag, var det til et levende mareridt.

Den 35-årige nordmand lå og sov i sin seng med sin kæreste, da huset pludselig begyndte at ryste, og alt udenfor buldrede og bragede.

Magnus Ekkjestøl fortæller til Dagbladet, at hans kæreste råbte og spurgte, hvad der dog skete, imens han i fuld firspring var på vej ud af sengen og ind i stuen.

Alt udenfor var væk.

Gennem stuens vinduer kunne han se, at hele deres have var forsvundet. Dækket til af massive jordmasser.

Og jordskreddet omkring dem rasede endnu.

Byen Ask, der ligger godt 50 kilometer nord for Oslo, blev i onsdags ramt af et voldsomt jordskred, da et område på 300 gange 700 meter pludselig skred og ødelagde flere huse i byen.

Efterforskningsarbejdet fortsætter efter et større jordskred i Ask onsdag. Flere hjem er blevet taget af jordskredet, flere hundrede er evakueret, og flere er sendt til hospitalet.
Efterforskningsarbejdet fortsætter efter et større jordskred i Ask onsdag. Flere hjem er blevet taget af jordskredet, flere hundrede er evakueret, og flere er sendt til hospitalet. Terje Pedersen

Politi og redningsmandskab har kæmpet med at få adgang til området, men indtil nu har vurderingen lydt, at det er for risikabelt. Det har derfor kun været med droner og helikoptere, man har ledt efter overlevende.

Lørdag morgen, tre dage efter ødelæggelserne, savnes ni personer fortsat. En person har mistet livet.

Magnus Ekkjestøl var sikker på, at deres hus ville kollapse, da han overværede, hvad der mindede om en decideret apokalypse ude foran husets vinduer.

Nu skulle det gå stærkt.

Stearinlys placeres i sneen i Gjerdrum den 1. januar 2021 som hyldest til ofrene for et jordskred i Ask.
Stearinlys placeres i sneen i Gjerdrum den 1. januar 2021 som hyldest til ofrene for et jordskred i Ask. JIL YNGLAND

Magnus Ekkjestøl spurtede ind på sin snart toårige datters værelse og fik hende hevet med sig, mens kæresten Ronja Monsen skyndte sig at få den yngste datter på syv måneder med ud af huset.

Kun iført boksershorts løb den 35-årige far ud af huset med sin datter under armen og resten af familien i hælene. Hvert sekund føltes i den grad afgørende.

»Jeg skulle til at tage sko på, men kunne mærke, at hele huset rystede og blev klar over, at jeg ikke havde  tid. Min samlever nåede lige at snuppe nogle jakker med. Og jeg tænkte: 'Nu forsvinder vi',« fortæller Magnus Ekkjestøl til Dagbladet.

På vej ud råbte han, så højt han kunne for at advare de andre naboer, og han fortæller, at han havde dårlig samvittighed, mens ham og familien løb op ad bakken mod rundkørslen i udkanten af Ask. For hvad hvis, der var nogen hjemme, som ikke havde hørt ham råbe?

En luftambulance på jorden i nærheden af ​​jordskredområdet i Ask i Gjerdrum kommune, Norge, 1. januar 2021. Flere hjem er taget af lavinen
En luftambulance på jorden i nærheden af ​​jordskredområdet i Ask i Gjerdrum kommune, Norge, 1. januar 2021. Flere hjem er taget af lavinen Terje Bendiksby

Da de var nået op ad bakken, kom der en bil, der hjalp dem væk fra naturens hærgen. Og imens fik de ringet rundt til familie og resten af naboerne i bydelen. Alle, de ringede til, nåede at flygte i tide, fortæller Magnus Ekkjestøl.

Han og familien bor nu hos hans forældre. Og det eneste, det er vigtigt nu, siger han, er, at de ni personer, der formentlig ligger begravet i jordmasserne, bliver fundet.