'Today we celebrate our Independence Day.'
Mange husker sikkert den replik fra USAs præsident, spillet af skuespilleren Bill Pullman, i Hollywood-braget 'Independencs Day' fra 1996. Nu kan samme ord meget vel komme fra præsident Donald Trump.
Lørdag den 4. juli er det nemlig Independence Day i USA, oversat til uafhængighedsdag på dansk.
Og selv om myndighederne mange steder fraråder, at folk samler sig i store mængder på grund coronapandemien, har Donald Trump den modsatte plan, når han skal holde tale ved Mount Rushmore i staten South Dakota.
Som bekendt er der præsidentvalg senere i år, og derfor vil Donald Trump gerne have så mange som mulig til at komme til fejringen ved Mount Rushmore.
Ifølge nyhedsbureauet AP forventes hele 7.000 at dukke op til præsidentens arrangement, hvor der blandt andet forventes et stort fyrværkerishow.
Og der forventes ikke at blive stillet krav om, at folk skal holde afstand eller bære maske, skriver AP.
Det vækker især bekymring hos de lokale indianere.
»Præsidenten sætter vores medlemmer i fare for at komme på et vores mest hellige steder,« siger lederen af indianerstammen Cheyenne River Sioux til AP.
Sagt på en anden måde:
Der er næppe mange indianere, der i glædesrus vil råbe 'today we celebrate our Independence Day,' når Donald Trump holder sin tale på det for indianerne meget hellige sted.
B.T. skal i hvert fald nok holde øje med, hvad der sker på Mount Rushmore.