Efter længe at have været et tema iblandt vælgere og på sociale medier er senilitet for første gang blevet et officielt emne i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Begge kandidater, Joe Biden og Donald Trump, peger fingre i et forsøg på at overbevise vælgerne om, at modparten er mere senil end dem selv.

Ifølge avisen Washington Post har Trump-kampagnen ligefrem besluttet at udskifte øgenavnet 'Sleepy Joe' med 'Senile Joe'.

Og på Twitter skrev Trump for nylig: 'Jeg tror ærligt talt ikke, Joe Biden ved, hvor han er, eller hvad han laver. Jeg tror ikke engang, han ved, hvilket valg han stiller op til.'

På en pressekonference tirsdag blev Joe Biden spurgt, om han havde taget den test, der afgør, hvorvidt en person lider af demens.

I stedet for at blive fornærmet forsikrede Biden:

»Jeg bliver testet konstant. Og jeg kan knap vente med at sammenligne mine kognitive evner med min modparts.«

Både 77-årige Joe Biden og den tre år yngre Donald Trump er kendt for udtalelser, der får folk til at undre sig.

Joe Biden er 77 år.
Joe Biden er 77 år. Foto: ALEX WONG - AFP
Vis mere

Således sagde Joe Biden for nylig – uden at fortrække en mine – at over 120 millioner amerikanere er døde af coronavirus. 120 millioner var ikke døde, 'blot' 120.000. Desuden kaldte Biden gentagne gange intervieweren Chris Wallace, for 'Chuck'.

Modsat kæmper Donald Trump ofte med at udtale selv de mest basale engelske gloser – 'origins' bliver f.eks. til 'oranges'. Præsidenten fastholder, at hans amerikanskfødte far blev født i Tyskland. Og ifølge Washington Posts klummeskribent Paul Waldman er der god grund til at se med kritiske øjne på begge kandidater.

»Faktum er, at vi har to kandidater, der begge er godt oppe i 70'erne. Og ingen af dem lader til at være helt så 'skarpe', som de var engang. Men bare fordi de måske ikke kan huske, hvor de lagde bilnøglerne, så kan de godt tage vigtige beslutninger. Og vi må blot sørge for, at de har gode videpræsidentkandidater ved deres side.«

Nu er hverken Donald Trump eller Joe Biden de første aldrende amerikanske politikere. Allerede i 1980'erne var der tvivl om Ronald Reagans kognitive evner. Og præsident George W. Bush fejlede så ofte, at det ledte til begrebet 'Bushism'.

Men selv om det kan være fristende at gøre grin med præsidentkandidaternes alder og mentale helbred, så rummer denne taktik også sin egen fare.

I USA er den største aktive vælgergruppe nemlig borgere over 60 år.

Og i en leder skriver New York Times:

'Donald Trump risikerer at støde sine egne kernevælgere fra sig, hvis han gør grin med Joe Bidens alder. Den gennemsnitlige Trump-vælger er nemlig også godt oppe i årene.'