Lørdag morgen kunne brasilianske myndigheder oplyse, at man med over 10.000 coronavirus-dødsfald havde nået en uhyggelig milepæl.

Men det var ikke det sydamerikanske lands præsident, Jair Bolsonaro, der viderebragte befolkningen den bedrøvende besked.

Nej, han havde travlt med noget helt andet.

Med vind i håret og en redningsvest spændt rundt om livet susede han rundt på Paranoá-floden på en vandscooter.

Bolsonaro på vandscooter.
Bolsonaro på vandscooter.
Vis mere

Og det er netop sådan en episode – og flere andre, du kommer til at læse om i denne artikel – som nu har gjort, at mange af landets borgere er i oprør over præsidenten.

Vi skal dog først og fremmest skrue tiden tilbage til marts.

Dengang var coronavirussen knap nået til det sambadansende land, men allerede dengang gav Bolsonaro smagsprøver på sin indstilling til coronavirussen.

»Det er bare en lille influenza,« turnerede han rundt i landet med, ligesom han også fik kaldt coronavirussen for 'hysteri'.

Men det stoppede ikke der.

Efter en udlandsrejse var Bolsonaro blevet sat i karantæne, og det gik han også i..... indtil der blev afholdt en støttedemonstration for ham selv i den brasilianske hovedstad, Brasila.

Her mødte han ifølge VG op og delte 'highfives' ud til helt præcist 272 brasilianske borgere, selvom præsidentens egen sundhedsminister har advaret mod tæt kontakt – især når man selv er i karantæne.

Nu tænker du nok, at disse udtalelser og handlinger minder lidt om en anden præsident, der også tog særdeles let på virussen i den begyndende fase.

Ja, der er tale om Donald Trump, men i takt med at coronavirussen for alvor tog fat i 'frihedens land', blev de kontroversielle udtalelser også færre og færre.

Det samme kan ikke siges om den brasilianske pendant til Trump.

Den seneste måned er Brasilien nemlig blevet et af de mest udsatte lande i verden, og som du kan se på nedenstående statistik, afspejles det også i dødstallene.

Men i den periode har Bolsonaro ifølge et hav af kritikere formået at gøre sig selv til landets største fjende i kampen mod coronavirussen.

Sagen er nemlig den, at det er de lokale guvernører i Brasiliens delstater, der i løbet af april valgte at iværksætte flere nedlukningstiltag for at få nedbragt smitten.

Og det er Bolsonaro ikke tilhænger af, selvom den tidligere militærmand altså er præsident i landet.

Han er faktisk så lidt tilhænger af den metode, at han 19. april dukkede op til en demonstration mod isolationskravene i landets hovedstad.

»Jeg er her, fordi jeg tror på jer, og I er her, fordi I tror på Brasilien,« sagde Bolsonaro i en tale til demonstranterne.

En uge efter var den gal igen.

På det tidspunkt var 5.000 mennesker døde, og på tv blev Bolsonaro af en journalist gjort opmærksom på, at 474 var døde på én enkelt dag.

Og til det svarede præsidenten køligt:

»Og hvad så? Det er jeg ked af. Hvad vil du have, at jeg skal gøre?«.

Kommentaren blev straks diskuteret heftigt i Brasilien, og eksempelvis valgte avisen Estado de Minas at trykke Bolsonaros ord på en sort forside ved siden af ordene '5.017 døde'.

Selv delstaternes guvernører begyndte på det tidspunkt at sende voldsomme, kritiske røster af sted mod præsidenten.

Bolsonaro var dog ikke færdig med at forarge.

I begyndelsen af maj steg dødstallene kraftigt, og i mange delstater var decideret isolation et krav til folket, men pludselig kom fokus over på et helt specielt, privat arrangement.

Bolsonaro fortalte nemlig offentligt, at han havde tænkt sig ikke at følge retningslinjerne og holde et barbecue-party med omkring 30 gæster.

Og da politiske modstandere, journalister og meningsdannere gik i kødet på præsidenten og skabte begrebet 'churrasco da morte' (på dansk 'dødens barbecue'), kunne Bolsonaro ikke dy sig.

Nu ville han pludselig invitere over tusinde gæster til sin store fest.

Forargelse blev til raseri fra store dele af befolkningen, og i lørdags – samme dag som dødstallet nåede 10.000 – kunne Bolsonaro om morgenen fortælle, at han ville aflyse grillaftenen.

'Var han endelig kommet til fornuft?' spurgte brasilianere sig selv, men der gik altså ikke få timer, før en video florerede på de sociale medier, hvor Bolsonaro suser rundt på vandscooter med en person bagpå.

Det fik igen modstandere til at fare op, og eksempelvis lagde venstrefløjspolitikeren Marcelo Freixo videoen op med en tekst, hvor han igen og igen gentager: '10.627 døde'.

Men hvad betyder det så, at man har en præsident, der – lad os sige det, som det er – skider højt og flot på de retningslinjer, som resten af landet efterstræber at følge for at vinde kampen mod coronavirussen?

Desværre en del.

Ifølge Washington Post er der nemlig et utal af brasilianerne, der ikke har rettet ind, og i delstaten Sao Paulo er der cirka 50 procent, der nægter at adlyde myndighedernes stærke opfordring til isolation.

»Desværre er det præsidentens opførsel, der har fået folk til at slappe af,« sagde Sao Paulos guvernør, Joáo Doria, i sidste uge på tv.

Og i Rio de Janeiro er fortællingen den samme.

I nogle kvarterer er der masser af mennesker på gaden og fyldte strandpromenader.

Men hvad bliver resultatet så af et land med mange fattige, en coronavirus i massivt udbrud, et svagt hospitalsvæsen og en præsident, der ikke ønsker at samle landet i kampen mod virussen?

Det er endnu ikke til at spå om, men der er allerede meldinger om flere byer med fyldte hospitaler, og intet tyder på, at det vil ændre sig i den kommende tid.

Flere medier har skrevet, at Brasilien kan kigge imod en 'decideret katastrofe', hvis ikke der sker noget, og ifølge det anerkendte britiske medicinske tidsskrift The Lancet er der ingen tvivl om, hvor problemet er:

'Udfordringen er ultimativt politisk og kræver et stærkt engagement fra det brasilianske samfund. Brasilien må stå sammen og komme med et klart svar til 'og hvad så?' fra deres præsident. Han skal ændre kursen drastisk eller være den næste til at gå,' skriver The Lancet.