Hvordan opstod Covid-19, og hvornår så vi det første tilfælde af den virus, der i dag har sat hele verden i skak?

De to spørgsmål forsøger forskere og læger at svare på verden over, og i disse dage giver flere franske læger os flere brikker til puslespillet.

Tidligere på ugen var det lægen Yves Cohen, der kunne offentliggøre, at man på et parisisk hospital havde fundet et coronatilfælde helt tilbage i slutningen af december.

Og det er altså på trods af, at man skulle helt frem til slutningen af januar, før man ellers havde fundet det første europæiske tilfælde af Covid-19.

Men nu er en gruppe franske røntgenlæger kommer med en nyhed, der er endnu mere opsigtsvækkende.

Michel Schmitt, der er chef for røntgen og scanning på Albert Schweitzer-hospitalet i Colmar, læste nemlig Yves Cohens testresultater med stor interesse og satte sig selv for at tjekke scanningsbilleder fra patienter med lungebetændelser i en seks måneders periode fra november til april.

Det skriver det franske medie France Bleu.

Michel Schmitt og kollegaerne kiggede knap 2.500 scanningsbilleder igennem for at se efter Covid-19-mistanke.

Ved de mistænkelige billeder blev patienternes journaler læst igennem, og hvis der stadig var mistanke, blev flere andre røntgenlæger bedt om også at tage et kig på scanningsbillederne.

Og nu kan Michel Schmitt så afsløre, at der er blevet fundet en scanning fra 16. november 2019, hvor patienten med stor sandsynlighed var smittet med Covid-19.

Det er én dag før det tidligste tilfælde, der er blevet konstateret i Kina - ja, faktisk i hele verden.

I alt har Michel Schmitt og kollegaerne fundet 16 tilfælde i november og december, hvor de franske patienter efter alt at dømme har haft virussen.

Og faktisk overrasker det ikke lægerne.

»Mange af os undrede sig over nogle ret besynderlige influenzatilfælde i efteråret. De varede meget længere end normalt og med større smerter, højere temperatur og mere udmattelse,« siger han til France Bleu.

Men hvordan kan man allerede have haft virussen i Frankrig i november?

Det spørger lægerne også om, for alle patienterne var franske statsborgere, der var bosat ved Colmar.

Og så er det måske alligevel ikke helt så underligt.

Sagen er nemlig den, at Colmar - ifølge TV 2 - er et ganske velbesøgt turistmål hos kinesere, fordi det kinesiske realityshow 'Chineese Restaurant' er blevet optaget i området.

Med andre ord kunne franskmændene altså i teorien godt være blevet smittet af en kineser, der var rejst mod de franske himmelstrøg.

Derfor går de franske myndigheder nu ind i efterforskningen for at gennemtrevle de syge patienters sygdomsforløb for at finde ud af, hvor de er blevet smittet.