Det gik så godt i Sydkorea.

Uden at have lukket samfundet totalt ned overkom landet den første bølge af coronavirussen i februar og marts, og overalt i verden rettede man kikkerten mod det asiatiske land.

Sydkorea blev nærmest et skoleeksempel på perfekt coronavirus-håndtering med deres meget aggressive teststrategi, og netop derfor kunne landet også åbne yderligere op allerede i april måned.

Helt præcist åbnede man 19. april op for, at natklubberne igen kunne lange drinks over disken og lade musikken fylde dansegulvet.

Og der er en helt særlig grund til, at det netop er natklubberne, som vi nævner.

De danner nemlig ramme om historien om, hvordan en mands besøg på en række natklubber har givet Sydkorea et stort tilbageslag.

Vi skal tilbage til weekenden den 2. og 3. maj, da en 29-årig mandlig sydkoreaner satte sig for at slå til søren i hovedstaden Seoul.

Ifølge Wall Street Journal nåede manden på sin festlige aften at besøge hele fem forskellige barer og diskoteker, før han tog hjem i seng.

Læger i Sydkorea
Læger i Sydkorea Foto: YONHAP
Vis mere

I denne tid skal man registrere sig med telefonnummer og navn, når man går ind på en bar eller et diskotek i Sydkorea, så man har siden kunnet konstatere, at manden har festet med i alt cirka 7.200 personer den aften.

Og hvorfor er det så vigtigt?

Jo, for onsdag 6. maj fik han en positiv coronavirus-test tilbage fra sin lokale læge.

Med andre ord: Da manden havde besøgt diskotek efter diskotek i Seoul-bydelen Itaewon, var han allerede smittet med virussen.

Der sprøjtes desinficerende middel i en af natklubberne i Seoul, hvor den smittede mand var til stede.
Der sprøjtes desinficerende middel i en af natklubberne i Seoul, hvor den smittede mand var til stede. Foto: YONHAP
Vis mere

Det har man nemlig efterfølgende fået at mærke på den hårde måde i den sydkoreanske hovedstad.

Næsten 100 andre personer er testet positive i den samme smittekæde fra diskoterne, og myndighederne i det asiatiske land frygter, at langt flere løber rundt med coronavirussen i kroppen efter at have festet i Itaewons gader i forrige weekend.

Mandag kunne de sydkoreanske myndigheder fortælle, at der var 35 nye tilfælde - det højeste antal i én måned - og 29 af dem kan kobles sammen med smittekæden fra de fem diskoteker.

Og derfor har Seouls borgmester, Park Won-soon, taget drastiske metoder i brug.

Der sprøjtes desinficerende middel ud foran en af natklubberne i Seoul, hvor den smittede mand var
Der sprøjtes desinficerende middel ud foran en af natklubberne i Seoul, hvor den smittede mand var Foto: YONHAP
Vis mere

Han har igen udstedt ordre om, at alle restauranter, barer og natklubber holder fuldstændigt lukket.

»Ubetænksomhed kan lede til en eksplosion af smittede,« sagde han i den forbindelse.

Og på den måde gik Sydkorea altså fra at være et skoleeksempel på at håndtere coronavirussen til at være et af de lande, der må sadle om efter at have åbnet op for samfundet for hurtigt.

Imens er myndighederne gået i gang med at spore alle dem, der kan være en del af smittekæden fra diskotekerne.

Med alt fra overvågningsbilleder, udtræk fra bankkonti og data fra teleselskaber går man stærkt ind for at identificere samtlige af dem, der kan være smittet, så man kan få inddæmmet virussen.

Men der er ét problem.

Den nemmeste vej til de mange diskotekgæster er nemlig ved at ringe til det nummer, som de har registreret ved indgangen til stedet.

Det kræver dog, at man kan komme igennem til dem.

»Der er i alt 3.112 personer, som ikke besvarer vores opkald med vilje eller har skrevet falske numre i første omgang,« sagde Seouls borgmester søndag.

Det var ellers planen, at den sociale distance skulle sættes mere og mere til side i den kommende tid, ligesom man forventede at åbne landets skoler, så de igen kunne få besøg af de unge sydkoreanere.

Men ak. Alt det er nu sat på pause, mens man sørger for, at diskotek-smittekæden ikke spreder sig voldsommere, end den allerede har gjort.

I alt har Sydkorea haft 10.936 smittetilfælde, mens 9.670 af dem sidenhen er blevet erklæret raske.