»Han har begravet os levende.«

Allia Ammouri var dybt påvirket, da hun tirsdag vidnede i retten mod den mand, der for 16 år siden brutalt stak hendes dengang blot syv-årige lillebror Mohamad ned på åben gade i den svenske by Linköping.

Den lille dreng blev det tilfældige offer, da den dengang 21-årige Daniel Nyqvist en oktoberdag i 2004 gik amok i en blodrus på åben gade.

Kort efter dræbte den tilsyneladende sindsforvirrede mand også den 56-årige skolelærer Anna-Lena Svenson.

Faktisk tog det kun drabsmanden 38 sekunder at tage de to liv.

Mohamads storesøster var dybt berørt, da hun på retssagens første dag fortalte, hvordan drabet på den lille dreng ændrede alt for familien, skriver avisen Expressen.

»Det har ændret hele vores tilværelse. Fra at være en stærk familie, som kom her til landet, blev det noget andet. Vi er ikke lige så stærke, som vi var tidligere,« sagde en grædende Allia Ammouri.

Dobbeltdrabet på den lille dreng og hans skolelærer rystede hele Sverige, men trods en intensiv efterforskning skulle der gå 16 år, før politiet fik et gennembrud i sagen.

Den nu 37-årige Daniel Nyqvist har tilstået drabene på den otteårige Mohamad og hans skolelærer.
Den nu 37-årige Daniel Nyqvist har tilstået drabene på den otteårige Mohamad og hans skolelærer. Foto: Politiet
Vis mere

Drabene fandt sted i et boligområde i det centrale Linköping i det sydlige Sverige, og politiet har hele tiden betragtet de to ofre som fuldstændig tilfældige.

Under flugten smed drabsmanden kniven fra sig, og på den blev der fundet rigeligt med dna-spor.

Cirka 5.000 mennesker er blevet testet i sagen, men uden at det afslørede gerningsmanden.

Men i juni i år skete der noget: Takket være ny og banebrydende efterforskningsteknologi lykkedes det politiet at finde frem til gerningsmanden.

Der gik da heller ikke lang tid efter anholdelsen af Daniel Nyqvist, før han tilstod, at han i en alder af blot 21 år begik de to drab.

Tirsdag begyndte retssagen mod ham, og selv om han har tilstået forbrydelsen, mener han og hans forsvarer ikke, at han skal dømmes for overlagt drab.

I den forbindelse henviser de til hans psykiske tilstand.

»Det vigtigste for min klient er straffen. Ikke rubriceringen. Han ønsker pleje og hjælp,« sagde forsvarer Johan Ritzer til den svenske avis Expressen i en af pauserne i retsmødet.

Den blot otteårige Mohamad blev det tilfældige offer, da Daniel Nyqvist i 2004 gik amok i en blodrus.
Den blot otteårige Mohamad blev det tilfældige offer, da Daniel Nyqvist i 2004 gik amok i en blodrus.
Vis mere

Daniel Nyqvist har selv forklaret, at han led af tvangstanker, og at det var derfor, han gik til angreb på de to tilfældige ofre. At han dræbte for at lindre sin angst.

Expressens kriminalekspert Fredrik Sjöshult mener dog, at den tiltalte gik i flere fælder i retten, og at det derfor kan blive svært for ham at få en mildere straf.

Blandt andet er det kommet frem, at Nyqvist havde planlagt at dræbe, og at han den skæbnesvangre oktobernat havde taget en kniv med sig, da han gik hjemmefra.

Han har også forklaret, at han valgte Mohamad, fordi han var et barn og ikke kunne gøre modstand. De voksne på stedet så – ifølge Nyqvist – 'for store' ud, og de ville kunne gå til modangreb, vurderede han.

Da han flygtede, smed han sin hat, så han 'ændrede udseende', og han sørgede også for at vaske blodet væk, så han kunne tage med bussen hjem.

»Hans ord vidner om, at han er ved sine fulde fem, og det gør det vanskeligt for advokaten at hævde, at det ikke var overlagt drab,« skriver kriminaleksperten i Expressen.

Et andet eksempel på, at Nyqvist var bevidst om sine handlinger, er det faktum, at det lykkedes ham at holde sig uden for politiets søgelys i 16 år. Og det på trods af, at han i en længere periode stort set boede dør om dør med den kriminalchef, som stod i spidsen for efterforskningen.

Tirsdag var det første gang de dræbtes pårørende så den mand, der har forvoldt dem deres livs største sorg. Og der blev fældet mange tårer i retten, da de fortalte om tiden efter drabene.

Den 56-årige Anna-Lena Svenson blev også offer for Daniel Nyqvists blodrus.
Den 56-årige Anna-Lena Svenson blev også offer for Daniel Nyqvists blodrus.
Vis mere

Anklageren ville blandt andet vide, hvordan familien følte det, da gerningsmanden endelig blev anholdt.

»Jeg blev glad. Han tog glæden i vores liv. Han har begravet os levende,« sagde søsteren.

Nyqvist selv viste ingen følelser i retten. Han sad som forstenet og kiggede ned i bordet.

Sagen har været en af de største uopklarede kriminalgåder i Sverige i nyere tid, og ifølge Expressens kriminalreporter har det stor betydning for både de pårørende og landet, at der nu kommer en afklaring.

»Det her har været et åbent sår og et traume i 16 år,« siger Sjöshult.