Opklaringen af et 16 år gammelt dobbeltdrab i Sverige har blotlagt et usædvanligt sammentræf.

Morderen viste sig i en længere periode at have boet lige ved siden af den kriminalchef, som stod i spidsen for politiets jagt på gerningsmanden i Linköping.

Den i dag pensionerede politimand Nils Ahlberg blev i 2004 fra første færd sat på opklaringen af dobbeltdrabet i Linköping. Her blev  en 56-årig lærerinde og en otte-årig skoleelev dræbt med kniv, og Nils Ahlberg ledede i flere år efterforskningen.

Først i denne uge lykkedes det omsider politiet at få anholdt dobbeltmorderen, som viste sig at være den lokale Daniel Nyqvist. Han har tilstået de to mord, som han begik i en blodrus i en alder af bare 21 år.

Og nu viser det sig ifølge det svenske medie Expressen, at han i længere tid efter dobbeltdrabet var nabo til efterforskningschefen Nils Ahlberg.

»Det er et utroligt sammentræf. Det var mærkeligt, at han boede så tæt på og at vi har ledt efter ham i så mange år,« siger den nu pensionerede politimand til avisen.

Dobbeltmorderen har siden 2009 boet i en lejlighed i en stor etageejendom, som ligger ganske tæt på den tidligere chefefterforskers hus. Han mindes dog aldrig at have mødt eller set gerningsmanden i nabolaget.

Derimod regner den tidligere drabschef med, at gerningsmanden sikkert har vidst, hvem han var.

»Det gjorde han sikkert. Jeg var som du ved meget i medierne,« siger han til Expressens reporter.

På gerningstidspunktet i oktober 2004 var Daniel Nyqvist lige blevet student og boede stadig hjemme hos sine forældre.

De to drabsofre - lærerinden Anna-Lena, 56, og skoleeleven Mohamad, 8 - blev dræbt i løbet af kun 38 sekunder.

Dobbeltdrabet fandt sted i et boligområde i det centrale Linköping i det sydlige Sverige, og politiet har hele tiden betragtet de to ofre som fuldstændig tilfældige.

Under flugten smed drabsmanden kniven fra sig, og på den blev der fundet rigeligt med dna-spor.

Cirka 5.000 mennesker er blevet testet i sagen, men i første omgang uden held

Først da politiet sidste år fik adgang til nye arkivoplysninger om dna, skete der er et gennembrud i efterforskningen, og tirsdag tilstod Daniel Nyqvist i et indledende retsmøde om varetægtsfængsling.