Det er lidt som om, at den gode danske sommer pludselig forsvandt.

Og torsdag kommer umiddelbart ikke til at være en skøn og solrig sommerdag.

Der er nemlig risiko for, at man i dele af landet kan opleve tordenbyger, hagl og lokale skybrud.

Det varsel er DMI udkommet med onsdag aften. Her oplyser man, at der lokalt kan falde mellem 15-25 mm regn på 30 minutter - altså skal man væbne sig med regntøj, hvis man er udenfor, mens varslet gælder.

Vejrtjenesten oplyser, at det danskere i Nordjylland, Norddjurs og Randers, som risikerer at få en ekstra træls dag.

Varslet for skybrud, torden og hagl gælder fra torsdag morgen klokken 10.00 til torsdag eftermiddag klokken 14.00.

Som altid skal man være opmærksom på at bevæge sig ud i lavtliggende områder og passe på store åbne vidder, hvis det begynder at tordne. Ydermere skal bilister være ekstra forsigtige, hvis/når regnen begynder at vælte ned.

'Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden. Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre.'