Efter fem dage med solskin og varme er der noget af et vejrskift på vej.

Søndag er der nemlig udsigt til kraftig regn i størstedelen af landet.

Faktisk tyder det på, at der kommer til at falde så meget regn, at der er risiko for skybrud flere steder.

Det oplyser DMI til B.T.

»Det ser ud til, at der kommer til at falde over 25 millimeter regn på seks timer, så selvom vores prognoser ikke umiddelbart viser skybrud, er der en risiko for, at det vil ske,« siger Martin Lindberg, vagthavende ved DMI.

Ifølge prognoserne kommer der til at falde så meget regn, at DMI har valgt at udsende en risikomelding, som er en melding om vanskeligt vejr, der kan udvikle sig til en varsel.

Det kraftige regnvejr begynder omkring kl. 11 søndag formiddag i den sydøstlige del af landet og omkring kl. 13 i Jylland.

Selv om man nok vil gøre klogt i at tilbringe størstedelen af søndag indendøre, er der dog også udsyn til, at de, der har lyst til at gå sig en aftentur, får mulighed for det. ifølge DMIs prognoser tyder det nemlig på, at regnen ophører i løbet af søndag aften.

Ifølge Martin Lindberg er der udsigt til at hele landet - pånær Bornholm - vil opleve kraftige regnskyl i morgen. Dog tyder det på, at der kommer til at falde mest regn i den centrale del af Jylland i området mellem Esbjerg og Aarhus. Derfor er det også her, at risikoen for skybrud er størst.

Regnvejret er dog ikke lig med lave temperaturer og gråvejr hele dagen.

»Det bliver skyet i morgen, men der kommer også lidt eller nogen sol. Især om eftermiddagen i den sydøstlige del af landet. Og så bliver det ret varmt dagen igennem med temperaturer omrking de 25 grader,« siger Martin Lindberg.

Regnvejret kommer ifølge DMIs prognoser til at fortsætte mandag tirsdag og måske også onsdag. Tirsdag kommer der endda - med stor sandsynlighed - til at falde endnu mere regn end søndag.