Fredagen starter gråt, men tørt ud. Anderledes ser det ud sidst på dagen og aftenen, hvor DMI advarer om voldsomt vejr.

»Vi har udsendt et varsel om lokale skybrud og torden, og det er hovedsageligt den vestlige del af Jylland, hvor der er størst risiko for voldsomt vejr,« oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Jesper Eriksen.

Skybrud er defineret som, at der på 30 minutter kommer mere end 15 mm nedbør.

I resten af landet kan der ligeledes komme et vejrskifte med periodiske regnbyger, som også kan blive kraftige.

Risikoen er dog betydeligt mindre for skybrud, og derfor varsler DMI kun om såkaldt 'risiko for voldsomt vejr'.

Det grå skydække vil klare op i løbet af dagen, mens en enkelt landsdel helt fra morgenstunden kan nyde sommervejret uden bekymringer. Solskinsøen Bornholm vil ifølge Jesper Eriksen nemlig leve op til sit navn og få sol fra morgen til aften.

DMI forventer ikke skybrud i weekenden, hvor der dog kan være risiko for lokale byger.

Lørdag og søndag byder til gengæld på store temperaturudsving i landet, hvor den jyske vestkyst får ned til 15 grader, mens Nordjylland får helt op til 25 grader.