Det spektakulære drab på rigmanden Sir Richard Sutton, der de seneste dage har rystet briterne, har tråde til Danmark.

Suttons enke, Anne Schreiber, som lige nu selv kæmper for sit liv på et hospital i London, er nemlig danskfødt.

Det skriver flere britiske medier – blandt dem The Sun og The Daily Mail.

Den britiske milliardær er en af Englands rigeste mænd og ejer flere hotelkæder og store landområder i Storbritannien.

Onsdag i sidste uge blev han og hans kone overfaldet i deres hjem i Dorset i det sydvestlige England og dolket flere gange med kniv.

Den 83-årige forretningsmands liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død på gerningsstedet, mens hans kone blev fløjet med helikopter til London og indlagt med livstruende skader.

Hendes tilstand betegnes stadig som kritisk.

Allerede dagen efter drabet, da nyheden nåede de britiske aviser, stod det klart, at den formodede gerningsmand sandsynligvis skulle findes blandt ægteparrets nærmeste.

Det kom nemlig hurtigt frem, at den mand, som politiet jagtede i timerne efter drabet, og som blev anholdt i London onsdag aften, var offerets stedsøn.

Sagen har fået flere aviser til at se nærmere på familien og ikke mindst Anne Schreiber og hendes søn.

Ifølge aviserne driver den 65-årige Anne Schreiber normalt en klinik for fysioterapi i byen Sherborne i Dorset.

Hun er rigmandens anden kone og har tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.

Louisa på 39 år, 35-årige Rose og sønnen Thomas på 34.

Det er sønnen Thomas Schreiber, der nu er sigtet for drabet på stedfaderen og for drabsforsøg på hende.

Det fremgår ikke af de britiske medier, hvorvidt Anne Schreibers eksmand var dansk eller britisk. Blot, at han efter sigende døde som følge af alkoholisme for år tilbage.

Kort inden overfaldet på ægteparret onsdag, menes Thomas Schreiber at have besøgt sin fars gravsted.

Stedsønnen beskrives af venner som »social akavet«, og han har i perioder boet hos sin mor og stedfar. Under coronapandemien rykkede han permanent ind hos det ældre ægtepar på landstedet i Dorset.

Men et eller andet er tilsyneladende gået helt galt i den sammenbragte familie.

Hvad årsagen og motivet til overfaldet skulle være, er endnu ikke kommet frem.

Mandag blev stedsønnen så fremstillet i retten i Poole Magistrates’ Court i Dorset.

Omgivet af betjente og iført en grå T-shirt trådte han ind i retslokalet.

Om højre hånd og håndled havde han en tyk bandage, da han også selv pådrog sig nogle skader under overfaldet. Også venstre lillefinger var bundet ind.

Med svag stemme oplyste han navn, alder og bopæl. Oplysninger, som dommeren måtte bede ham gentage, da ingen kunne høre, hvad han sagde.

Sigtelsen lyder på manddrab, forsøg på manddrab og farlig kørsel.

Ifølge avisen Metro bliver han fremstillet i retten igen i løbet af tirsdagen.

Sir Richard Sutton var god for 301 millioner pund.

Han ejede flere hoteller og havde store jordbesiddelser og andre forretninger.

Blandt hans mest kendte hoteller er det femstjernede Sheraton Grand på Park Lane i det centrale London og det luksuriøse Athenaeum ved Piccadilly.

Ud over sin kone efterlader han sig to børn fra sit første ægteskab og fem børnebørn.