Blev rigmanden sir Richard Sutton dræbt af sin stedsøn?

At dømme efter udviklingen i den celebre drabssag fra Storbritannien tyder det på det.

Det er i hvert fald Suttons 34-årige stedsøn, Thomas Schreiber, der er fængslet og sigtet i sagen.

Det skriver flere britiske medier, blandt dem Daily Mail og The Sun.

Han blev fremstillet i retten søndag.

I givet fald har Thomas Schreiber ikke bare sin stenrige stedfars liv på samvittigheden:

Ifølge anklagen var det også ham, der overfaldt sin egen mor og pådrog hende livsfarlige kvæstelser. Den 65-årige Anne Schreiber kæmper stadig for sit liv på hospitalet.

Nyheden om sir Richard Suttons skæbne ramte medierne i løbet af torsdagen og sendte chokbølger gennem briterne.

Onsdag sidst på eftermiddagen var den 83-årige adelige forretningsmand blevet overfaldet i sit eget hjem i Dorset i det sydvestlige England og dræbt med adskillige knivstik.

Han blev erklæret død på stedet, mens hans hustru straks blev fløjet med helikopter til hospitalet.

Allerede i timerne efter drabet var der forlydender om, at der var tale om en såkaldt familietragedie.

I hvert fald blev det i de britiske medier nævnt, at den mand, som politiet onsdag aften jagtede på tværs af flere counties, var en mand, som havde haft bopæl hos parret.

Stedsønnen blev pågrebet i det vestlige London efter en flere timer lang menneskejagt.

Den formodede gerningsmand blev stoppet af bevæbnede betjente, som kørte ind i siden af hans Range Rover, hvorefter et talstærkt opbud af betjente fik manden ud af bilen og pacificerede ham på fortovet.

Anholdelsen skete mere end 100 miles fra den dræbte milliardærs hjem i Dorset.

Manden blev stoppet i Hammersmith-området i den britiske hovedstad og blev bragt til hospitalet, da han også selv var kvæstet.

Hans skader menes dog ikke at være livstruende.

Nu fremgår det så, at den anholdte er stedsønnen Thomas, som af venner beskrives som »social akavet«.

Politiet i Dorset bekræfter anholdelsen af Thomas Schreiber og oplyser, at han er sigtet for manddrab, forsøg på manddrab og for hasarderet kørsel.

Derudover afviser politiet at kommentere sagen yderligere, før Schreiber har været i retten.

Stedsønnen har ifølge The Daily Mail angiveligt boet dels hos moderen og stedfaderen, dels i sin egen lejlighed i London.

Under coronapandemien menes han at være rykket permanent ind hos det ældre ægtepar.

Kort før overfaldet på det luksuriøse landsted i Dorset skulle den mistænkte havde besøgt sin biologiske fars gravsted.

Sir Richard Sutton var god for 301 millioner pund.

Han ejede flere hoteller og havde store jordbesiddelser og andre forretninger.

Blandt hans mest kendte hoteller er det femstjernede Sheraton Grand på Park Lane i det centrale London og det luksuriøse Athenaeum ved Piccadilly.

Ud over sin kone efterlader han sig to børn fra sit første ægteskab og fem børnebørn.