Manden, der udskrev den skæbnesvangre folkeafstemning om Storbritanniens udtræden af EU, tager nu bladet fra munden.

Landets tidligere premierminister, den konservative David Cameron, slår fast, at det kaos, der hersker omkring brexit, ikke kan fortsætte.

»Det er irriterende for premierministeren, og jeg synes, hun skal have lov til at kigge efter andre alternativer i form af partnerskabsaftaler og andet for at løse problemet,« siger han til Sky News.

»For vi kan ikke fortsætte med en situation, hvor mennesker, der ønskede brexit bliver ved med at stemme imod det,« siger han med slet skjult henvisning til de mange medlemmer af Underhuset - også konservative - som tirsdag stemte imod den aftale, Theresa May havde indgået med Europa-Kommissionen.

Onsdag klokken 20 dansk tid stemmer Underhuset igen. Denne gang om, hvorvidt Storbritannien skal forlade EU uden en aftale.

David Cameron er ikke i tvivl om, hvad der er det rette svar.

»Det næste, der må ske er at udelukke no deal. Det vil være en skandale for vores land,« siger han.

»Vi må bede om en forlængelse, og jeg er sikker på, det er det, der kommer til at ske.«

David Cameron har tidligere fortalt, at han ikke har fortrudt, at han valgte at udskrive en folkeafstemning om landets fremtid i EU i 2016.

Men meget på, at flertallet af vælgerne har fortrudt deres valg.

I en stribe meningsmålinger, der er gennemført siden folkeafstemningen, er der nemlig flertal for at blive i EU.

Som følge af folkeafstemningen valgte David Cameron at forlade posten som premierminister og overdrage den til Theresa May.