De massive brande, som raser i store dele af Australien, er så omfattende og ødelæggende, at der må være onde kræfter på spil.
De tanker har Craig Calvert, der ejer et landbrug med malkekvæg i den australske stat Victoria, i hvert fald gjort sig.
Særligt efter, han modtog et billede, hans kammerat har taget af det flammehav der for nyligt ramte lige ved hans hjem.
På billedet gemte sig nemlig en helt særlig - næsten apokalyptisk - detalje.

»Jeg er ikke rigtigt overtroisk, men der er et djævleansigt midt i ilden,« siger Craig Calvert til det australske Channel 7-program Sunrise, som han har givet tilladelse til at dele billedet med offentligheden.
»Det lyder helt åndssvagt. I vil ikke tro på det. Jeg tror ikke engang selv på det.«
I interviewet, som blev sendt live på tv, kan man se, hvor tydeligt berørt og rystet den australske kvægavleren er over de massive brande, der blandt andet har raseret i hans nabolag og udryddet samtlige huse på hans gade.
Craig Calvert fortæller også, hvordan ildkugler, som han beskriver som værende mellem 50 og 100 meter bredde kom flyvende mod ham, mens han prøvede at redde gården, som har været i hans familie i næsten 170 år.
Fredag, hvor Sunrise lavede interviewet med Craig Calvert, havde enorme flammehav ramt den lille by Sarsfield, hvor familiens kvægfarm ligger, hele fem gange.
13 timer - uden stop - måtte de konstant kæmpe mod flammerne for at redde deres hjem, fortæller han i interviewet, hvor han også undskylder for, at han ryster som et espeløv.
Det skyldes, at han ved, at det ikke er slut, forklarer han. Der kommer flere - måske endda endnu værre - brande, der skal bekæmpes.
Tiden på live-tv brugte kvægfarmeren også på at sende en desperat besked til Australiens statsminister, Scott Morrison.

Nemlig at de australske borgere er bange, og at statsministeren bliver nødt til at tage arbejdshandskerne på og komme ud i virkeligheden og hjælpe til i stedet for at gemme sig bag sit skrivebord.
Et budskab, som måske nåede frem til Scott Morrison. Senere den dag besøgte han nemlig Sarsfield for at se de omfattende ødelæggelser.
Weekenden har budt på nogle af de værste dage i forbindelse med de naturbrande, der i månedsvis har hærget i Australien.
Hundredvis af boliger gik lørdag op i røg i delstaterne New South Wales og Victoria, hvor der flere steder var meldinger om glohede temperaturer. I alt 24 personer har indtil videre mistet livet i brandene, og tusindvis har mistet deres hjem.