Den australske komiker Celeste Barber har lavet historiens mest succesfulde pengeindsamling på Facebook, og den er ikke slut endnu.
På blot fire dage har den 37-årige Instagram-kendis samlet svimlende 200 millioner kroner ind til brandvæsenet i den australske delstat New South Wales, hvor blandt andet hovedstaden Canberra og landets største by, Sydney, ligger.
Den hidtidige rekord er på knap 139 millioner kroner og blev samlet ind i juni 2018 med det formål at hjælpe de illegale immigrantfamilier, som var blevet adskilt af de amerikanske myndigheder på grænsen mellem USA og Mexico.
Celeste Barber, som sammen med sin familie selv er blevet evakueret fra flammehavet, har i en tårevædet Instagram-story mandag takket for den overvældende hjælp, som er kommet fra hele verden.
»Det er så mange penge, og de har så meget brug for det. Jeg har ikke lyst til at blive ved med at bede jer om penge, men jeg bliver ved med at spørge,« siger hun om indsamlingen, som dermed må formodes at blive betragteligt større i sidste ende.
Hun kritiserer samtidig de rigmænd, som øjeblikkeligt trådte til med donationer, da verdens mest kendte kirke, Notre Dame-katedralen, brændte ned tidligere på året, fordi de ifølge hende ikke har doneret til brandslukningsarbejdet i Australien.
Hun kan dog glæde sig over, at en lang række berømtheder allerede har grebet dybt i tegnebogen for at hjælpe. Senest har den australske stjerneskuespiller Chris Hemsworth doneret en million australske dollars til brandslukningsarbejdet, hvilket svarer til 4,6 millioner kroner.
De omfattende brande i Australien har indtil videre dræbt 20 mennesker, 500 millioner dyr og raseret mere end seks millioner hektar land.