Danske Lars Ulrich og hans bandmedlemmer fra megabandet Metallica slutter sig nu til de mange kendte, der donerer penge til indsatsen for at få slukket de mange skovbrande i Australien.

Bandet oplyser i en pressemeddelelse, at de donerer mere end 3,4 millioner kroner gennem deres egen velgørenhedsorganisation 'All Within My Hands'.

'Vi er totalt overvældede over nyhederne om de brande, som raserer millioner af hektarer i Australien med enorme konsekvenser for New South Wales og Victoria. Den resulterende destruktion og den ødelæggende effekt for indbyggerne, dyr, miljøet og den utrolige natur i Australien er i sandhed hjerteskærende,' skriver Metallica i pressemeddelelsen.

'Vær søde at hjælpe os og gør, hvad I kan for at hjælpe, når vi, sammen med vores organisation 'All Within My Hands' lover at donere 750.000 australske dollars (3,45 millioner kroner, Red.) til brandvæsenet i NSW og Victoria som hjælpe til deres indsats,' skriver bandet.

I skrivende stund har de omfattende brande kostet mindst 25 menneskeliv, og det anslås, at over en milliard dyr er omkommet i flammerne. I staten New South Wales er bestanden af koalaer faldet med en tredjedel som en direkte konsekvens af brandene.

En lang række verdensstjerner har allerede doneret eller lovet at donere formuer til brandslukningsarbejdet. De tæller blandt andre Shawn Mendes, Elton John, Pink, Nicole Kidman, Lizzo, Kylie Jenner, Margot Robbie, Chris Hemsworth og Selena Gomez.

Metallicas velgørenhedsorganisation blev startet i 2017 af alle fire bandmedlemmer, James Hetfield, Lars Ulrich, Kirk Hammett og Robert Trujillo.

Formålet er at hjælpe mod hungersnød og hjælpe lokale velgørenhedsorganisationer i hele verden økonomisk.