To personer er omkommet i en brand på øen Kangaroo Island.

Det oplyser premierminister i delstaten South Australia Steven Marshall lørdag lokal tid ifølge avisen The Guardian.

Øen er et yndet turistmål, og dårlige vejrforhold har i løbet af natten pustet til flammerne, som har brændt sig igennem størstedelen af Flinders Chase National Park på øen.

Lørdag truer naturbranden dele af øen, hvor der bor flere mennesker. Omkring 500 brandfolk er i gang med at slukke brandene.

- For øjeblikket er vores fokus på at informere de pårørende. Vores medfølelse går til familierne til de personer, der er berørt af brandene, siger Steven Marshall ifølge Guardian.

Ifølge politiet omkom de to personer, da de blev fanget i flammerne i et køretøj nær byen Parndana, skriver nyhedsbureauet AFP

Den varmfront, der hastigt gjorde forholdene på øen værre, er lørdag flyttet nordpå til andre dele af Australien.

Det har gjort flammerne mindre utilregnelige på Kangaroo Island, mens resten af Australien ventes at stå over for en særdeles hård dag.

Store dele af branden på øen er dog fortsat ude af kontrol, meddeler Mark Jones, brandinspektør for South Australia Country Fire Service, ifølge AFP.

- Vejret i dag burde give brandfolkene mulighed for at få bedre styr på branden, men vi venter, at det vil brænde nogle dage endnu, siger Mark Jones ifølge AFP.

Imens begræder premierminister i South Australia Steven Marshall også de store omkostninger, brandene får for dyrelivet på øen.

Her holder blandt andet koalaer, kænguruer og myrepindsvin til.

- Det er klart, at skaderne endnu ikke er opgjort, men det, som vi på nuværende tidspunkt ved, er, at mere end 100.000 hektar er blevet ramt af flammerne i betydelig grad, siger Marshall ifølge The Guardian.

Antallet af bekræftede dødsfald er lørdag dermed oppe på 23, skriver Reuters. Blot i denne uge er 12 mennesker omkommet i brandene, mens der fortsat er 21, som man ikke kan gøre rede for i delstaten Victoria.

Over 1500 hjem er brændt ned siden september.

/ritzau/