Midt på broen står de to mænd og bakser med det, der ligner en livsløs krop omviklet med plastik. I fuld dagslys. De er ved at kaste den store bylt i vandet.
Scenen er blevet foreviget af en forbipasserende bilist og giver endnu et indblik i den desperate corona-situation, mange indere befinder sig.
For efter at videoen har floreret på sociale medier, er politiet gået ind i sagen. Det skriver India Today.
Og det har vist sig, at der ganske rigtigt var tale om to mænd, der lørdag eftermiddag smed et lig i Rapti-floden nær byen Balrampur.
De er blevet identificeret og anholdt.
Ifølge mediets oplysninger var det et familiemedlem til en af mændene, der blev dumpet i floden. Hans navn var Premnath, og han døde fredag af covid-19 efter at have været indlagt på hospitalet i tre dage.
Og det er angiveligt grunden til de to mænds beslutning om at smide ham i floden.
For antallet af coronasmittede er i de seneste måneder eksploderet i Indien, og det samme er antallet af døde, hvilket har sat et enormt pres på krematorierne i landet, hvor det er en udbredt skik at brænde de døde. Helst inden for 24 timer efter dødsfaldet.

Krematorierne har simpelthen ikke kunnet følge med, og både parkeringspladser og parker er blevet taget i brug, mens det i nogle områder også er blevet tilladt at lave en privat afbrænding derhjemme.
Som man kan se på videoen siler regnen dog ned i Balrampur-området lørdag, og det skulle have kompliceret sagen yderligere, fordi det ikke var muligt at antænde bål på grund af vejret.
At pårørende har valgt at smide lig i floden er faktisk ikke et enestående syn. Midt i maj blev der eksempelvis fundet dusinvis af halvt opløste lig i Ganges-floden, hvor politiet ifølge BBC måtte spænde net ud for at opsamle dem.
Samtidig med at de to mænd lørdag smed Premnath i Prati-floden er antallet af smittede i Indien dog faldende. Efter at have været oppe at runde 400.000 nye tilfælde om dagen for få uger siden, siger den seneste officielle status lige omkring 126.000 nye smittede mandag.
Over for B.T. har eksperter dog løbende slået fast, at der reelt kunne være tale om mere end 10 millioner daglige tilfælde i det enorme land.
Officielt er 331.909 døde af covid-19 i Indien.