Hov, hvad er nu det?

Bedst som vi har fundet shorts, solcreme og havegrillen frem, begynder DMI at tale om vejrskifte, skyet vejr og byger og mindre behagelige fronter med lyn og torden.

Heldigvis er det først på torsdag, det ser rigtig trist ud, og vagthavende meteorolog Klaus Larsen beroliger da også med, at det sammenlignet med maj stadig vil føles som sommer.

»Maj var jo hamrende dårlig. Bortset fra de seneste dage var der ikke ikke en eneste dag, hvor der var tørvejr i hele landet, og der faldt to til tre gange mere regn som normalt. Det her vil trods alt stadig være lidt sommerligt,« siger han.

Tirsdag er årets første sommerdag ifølge kalenderen, og Klaus Larsen forklarer, at det på trods af lidt mere skyet og »sløret« vejr vil være en forholdsvis pæn dag med omkring 20 grader.

»Der er lidt fugt i luften. Vi skal passe på, at vi ikke skruer helt op for pessimismen,« og forklarer, at det overordnede indtryk vil være, at vejret er til den pæne side.

»I går (mandag, red.) var der mange, der gik rundt i T-shirt, men i dag vil man nok tage lidt mere over sig. For vi får lidt mere vind, som køler lidt, og temperaturerne tager et lille dyk,« vurderer meteorologen.

»Det bliver betydeligt mere skyet end de seneste dage, og det sydøstlige egne kan få en byge eller to.«