Carl Bernstein er ikke i tvivl. De hemmelige optagelser med Donald Trump, der kom frem søndag, er værre end Watergate-skandalen.

»Det er ikke deja-vu. Det er langt værre, end det der skete i forbindelse med Watergate: Vi har både en kriminel præsident for USA i Donald Trump og en præsident for USA, der prøver at omstyrte det politiske system. På samme tid, den samme person,« siger Carl Bernstein i et interview med CNN:

»Det er en præsident, der prøver at vælte selve fundamentet for vores demokrati og er villig til at begå en kriminel handling imens.«

Og Carl Bernstein ved, hvad han taler om. Han var journalisten, der sammen med kollegaen Bob Woodward i begyndelsen af 1970'erne afslørede, at daværende præsident, Richard Nixon, havde beordret bestikkelser, hemmelige aflytninger og indbrud fra Det Hvide Hus op til valget i 1972. Det førte til hans afgang.

De to mænd på lydfilen: Brad Raffensperger (tv.) og Donald Trump.
De to mænd på lydfilen: Brad Raffensperger (tv.) og Donald Trump. Foto: ERIK S LESSER/JIM LO SCALZO
Vis mere

Søndag aften kunne Washington Post (der i øvrigt også var mediet bag Watergate-historierne) så afsløre en lydfil, hvorpå man kan høre USA's siddende præsident, Donald Trump, bede indenrigsministeren for delstaten Georgia, Brad Raffensperger, om at fifle med valgresultatet og finde 11.780 stemmer, hvilket skulle hjælpe Trump til at omstøde demokratiske Joe Bidens sejr ved sidste års præsidentvalg. Hør et lille uddrag af den timelange samtale øverst i artiklen.

Lige siden 3. november har Donald Trump med alle midler nægtet at anerkende resultatet, og ifølge Carl Bernstein viser lydfilen nu, hvor langt præsidenten er klar til gå.

»Båndet er den ultimative rygende pistol. Vi hører på båndet et bevis for, hvad præsidenten er villig til at gøre for at underminere systemet med valgkollegiet. På ulovlig, forkert og umoralsk vis prøver han at gennemføre et kup, hvor han forbliver præsident i USA,« siger Carl Bernstein.

Fordømmelsen er både fra republikansk og demokratisk side allerede haglet ned over Donald Trump på grund af de afsløringer, der kommer bare få dage inden, at Kongressen 6. januar mødes for at bekræfte valgresultatet: At demokratiske Joe Biden altså vandt over Donald Trump.

Carl Bernstein afslørede Watergate-skandalen.
Carl Bernstein afslørede Watergate-skandalen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge Carl Bernstein bør konsekvenserne blive hårde over den præsident, der allerede står foran at skulle overdrage sin post til Joe Biden 20. januar.

»I enhvert andet præsidentskab ville det bånd være bevis nok til en rigsretssag og til at få en dom i Senatet, og det burde medføre et øjeblikkeligt krav fra en samlet kongres – inklusive medlemmerne fra hans eget parti – om, at han trækker sig tilbage øjeblikkeligt. Det er det, vi i virkeligheden burde høre fra republikanere lige nu: 'Hr. præsident, træk dig tilbage, forlad Det Hvide Hus. Det overtræder konstitutionen, og vi fra dit parti vil ikke tillade det,« siger Carl Bernstein:

»Det er det, vi burde høre nu. Og man skal huske på, at de virkelige helte i Watergate-sagen var de republikanere, der ikke ville tolerere Richard Nixons adfærd.«

Donald Trump har endnu ikke reageret på afsløringerne. Formanden for det republikanske parti i Georgia, David Shafer, skriver dog på Twitter, at præsidenten har anlagt to søgsmål – et føderalt og et i delstaten – mod Brad Raffensperger for at have optaget det, der kaldes en »fortrolig samtale«.

Samtidig påstår David Shafer samme sted, at den timelange version af hele samtalen, som Washington Post ligeledes har lagt frem, er »voldsomt redigeret«. Det har journalisten Amy Gardner fra mediet dog afvist.