Man skal meget langt ned på listen for at finde en plads til Donald Trump.

Faktisk skal man helt, helt, helt ned i den grimme ende.

Sådan vurderer tre eksperter, som norske Dagbladet har bedt om at rangere Donald Trumps præsidentperiode set i forhold til alle forgængerne. Og de mener, at USAs 45. præsident ligger en brandvarm kandidat til at få titlen som den dårligste nogensinde.

»Jeg vil placere ham helt i bunden som den værste præsident i amerikansk historie. Jeg kan ikke finde nogen, som er i nærheden af ham,« som Ross Baker, professor i statskundskab ved Rutgers University, siger til mediet.

Donald Trump skal snart sig farvel til præsidentposten.
Donald Trump skal snart sig farvel til præsidentposten. TOM BRENNER

Samme toner lyder fra David Birdsell, der er professor i statskundskab og dekan hos Marxe School of Public and International Affairs ved Baruch College i New York:

»De sidste fire år har været én sammenhængende katastrofe. Trump har optrådt som en trussel mod demokratiet, og han har gjort stor skade på mange områder som miljø, arbejdsliv og en lang række andre samfundsområder. Omfanget og dybden i angrebet på det amerikanske samfund og demokrati – fra landets øverste leder – er helt uden sidestykke i amerikanske historie,« siger han.

En tredje ekspert sammenligner Donald Trump med USAs 15. præsident, James Buchanan, der ofte regnes som den værste nogensinde, fordi han ikke gjorde noget ved slaveproblematikken og reelt førte landet ud i en borgerkrig.

»Jeg vil placerede ham (Donald Trump, red.) som den allerværste eller et hak bedre end Buchanan. Trump vil blive husket som en splittende og racistisk og mand, der ikke havde nogen nedre grænse for, hvor lavt han ville synke. Og han vil også blive husket for et præsidentskab fyldt af personlig, forretningsmæssig og politisk korruption,« siger John Zogby, der er historieprofessor.

Donald Trump tabte valget i november til Joe Biden, men har endnu ikke erkendt nederlaget. I stedet er han siden kommet med gentagende beskyldninger om valgsvindel – uden dog at have fremlagt konkrete beviser på det. Ligeledes er stribevis af søgsmål blevet afvist i retten.

Derfor ligger det fast, at Joe Biden 20. januar skal indsættes som USAs 46. præsident.