I disse timer er alles blikke rettet mod Tyskland.

Valget til Forbundsdagen er neglebidende tæt, og der er næsten dødt løb mellem landets to største partier.

»Det er en politisk gysernat. Ingen ved, hvor det ender,« siger Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent.

I den seneste prognose fra tv-stationen ZDF står socialdemokratiske SPD til 26 procent af stemmerne, mens det konservative CDU/CSU står til 24,6 procent.

»Det er for tidligt at udråbe nogen til sejrsherre, men tendensen ser ud til, at socialdemokraterne fører. Men det er med marginaler. Det kan stadig nå at tippe den anden vej,« siger Jakob Illeborg.

Jakob Illeborg har været forbi valgfesten hos SPD, hvor der var optimisme i luften.

»Der var god stemning. Ikke fuldstændig amok-stemning, men forsigtig optimisme. De troede på det,« fortæller han yderligere.

Ud fra de nuværende prognoser står det klart, at CDU står til markant tilbagegang i forhold til valget i 2017, hvor partiet med Angela Merkel i spidsen fik 32,9 procent af stemmerne.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, følger det tyske valg fra Berlin.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, følger det tyske valg fra Berlin.
Vis mere

»Det ligner, at CDU mister omkring 8 procent af stemmerne, så vinderen er på en måde SPD, men spørgsmålet er, om de vinder nok,« siger Jakob Illeborg.

»Og det kan også sagtens være, at SPD's føring pludselig forsvinder,« siger han.

Siden valgstederne lukkede søndag aften klokken 18, er der blevet talt stemmer op.

Det forventes, at valgresultatet er klar i løbet af natten. Men det betyder ikke, at det samtidig vil stå klart, om Tysklands næste kansler bliver SPD's Olaf Scholz eller CDU's Armin Laschet, som ellers begge allerede har udpeget sig selv som kommende regeringsleder.

»Der ligger forhandlinger forude. Vi får ikke nødvendigvis en afklaring på, hvem der bliver Tysklands næste kansler i nat, men vi får et godt billede af, hvem der står bedst og har serveretten,« siger Jakob Illeborg.

Uanset om det bliver SPD eller CDU, der får flest stemmer, kan det tage både uger og måneder at danne en ny regering. Hvis et af partierne ikke har flertal på egen hånd, skal der dannes en koalition bestående af to eller flere partier.

Ifølge tv-stationen ZDF sås De Grønne at få 13,9 procent af stemmerne, mens FDP står til 11,7. Det er de to partier, der formentlig får afgørende betydning for, hvem der ender med at blive Tysklands næste kansler.

Særligt ved de seneste to tyske valg trak regeringsforhandlingerne ud. Ved valget i 2017 gik der et halvt år fra valgdagen til den nye regerings indtræden.