Der tegner til næsten dødt løb mellem Tysklands to største partier ved søndagens valg til Forbundsdagen.

Det socialdemokratiske SPD og det konservative CDU/CSU ser ud til at få hver 25 procent af stemmerne, viser valgstedsmålinger ifølge Reuters.

»Det her er den ultimative neglebider. Det er så tæt, at det bliver meget små marginaler, der kommer til at afgøre det,« siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

En anden måling fra tv-stationen ZDF tyder på, at SPD får lidt højere opbakning end CDU og det bayerske søsterparti, CSU. ZDF's måling giver SPD 26 procent, mens CDU/CSU i denne måling får 24 procent.

»Som det ser ud nu. ligger det et sted mellem fuldstændig uafgjort og en lille føring til socialdemokraterne (SPD). Men det er for tidligt at sige,« siger Jakob Illeborg.

Målingerne blev offentliggjort klokken 18, da valgstederne lukkede. Det er foreløbige prognoser, og resultatet kan ændre sig.

Ifølge Reuters står De Grønne til at blive tredjestørst med omkring 15 procent, mens det liberale FDP ser ud til at få 11 procent. Venstrefløjspartiet Die Linke står til 5 procent og Alternative für Deutschland (AfD) til 11 procent.

SPD's kanslerkandidat, Olaf Scholz, mener, at prognosen viser, at vælgerne ønkser et regeringsskifte.

»Det er en stor succes; I vil have mig til at være den næste kansler,« siger han til SPDs valgfest ifølge partiet på Twitter.

Hvis prognosen holder stik, er det en betydelig tilbagegang for CDU i forhold til det seneste valg i 2017, hvor partiet med Angela Merkel i spidsen fik 32,9 procent af stemmerne.

Alligevel er CDU's nye spidskandidat, Armin Laschet, fortsat overbevist om, at han skal lede en regering.

»De vil have, at jeg skal være « siger han søndag aften.

Det forventes, at valgresultatet er klar i løbet af natten. Det er et resultat, der vil komme til at påvirke hele Europa, påpeger Jakob Illeborg.

»Vi skal huske, at det ikke kun er Tysklands fremtid, vi taler om her. Tyskland er det største og mest dominerende land i Europa, så det er en neglebider, der har konsekvenser for hele Europa,« siger han.

Efter valget skal de partier, der er valgt ind i Forbundsdagen, forsøge at danne en ny regering. Hvis et parti ikke har flertal på egen hånd, skal der dannes en koalition bestående af to eller flere partier.

Særligt efter de seneste to tyske valg har regeringsforhandlingerne trukket ud, og der er gået lang tid fra valgdagen til den nye regerings indtræden. Ved det seneste valg i 2017 gik der næsten et halvt år, inden en ny regering var tiltrådt.

Når regeringen er på plads, er det typisk koalitionens største parti, der bestemmer, hvem der skal være forbundskansler efter Angela Merkel.