»Det bliver aldrig som før.«

Sådan lyder ordene fra Didier, der arbejder i en bladkiosk i hjertet af Paris.

Siden 30. oktober har hovedstaden og resten af landet befundet sig i endnu en corona-nedlukning efter den, der blev indført i foråret.

»Det er jo ikke første gang, at det er sådan her. Det er ligesom i marts. Det er det samme,« siger Didier, der er hårdt ramt af de voldsomme tiltag i Frankrig.

Didiers bladkiosk ligger i hjertet af Paris, tæt ved Madeleinekirken.
Didiers bladkiosk ligger i hjertet af Paris, tæt ved Madeleinekirken. Frederik Gernigon

»Der er noget, der hedder før corona, og noget, der hedder efter.«

For siden virussen fik sit tag på Frankrig, er salget aldrig blevet det samme i bladkiosken. Heller ikke efter den brutale nedlukning blev ophævet.

Én ting er, at Didier kun lukkede kiosken i en måned under foråret. Men når der ingen mennesker er på gaderne, nytter det ikke meget.

»Jeg sælger nok lidt mere nu end i marts. Men siden da har det været hårdt. Med eller uden nedlukning. Det er ikke ligesom før. Tidligere kom mange kunder og hentede Le Monde eller Le Figaro hver dag. De samme kunder kommer kun indimellem nu,« fortæller han og afslører nogle af de skrækkelige tal for, hvor meget virussen og nedlukningen har betydet for salget.

Hvis jeg må lukke igen, får jeg et stort problem
Didier, som arbejder i en parisisk bladkiosk

»Jeg får kommissioner på blade og magasiner, som jeg sælger. Men det er gået rigtig meget ned ad bakke. I august for eksempel, da var min indtægt utrolig lav, og da jeg havde meget større udgifter end indtægter, viste resultatet et minus på 200 procent af, hvad den plejer. Minus 200 procent!«

Kort inde i vores samtale kommer en elegant dame ind i kiosken. Hendes tøj afslører næsten, at hun er pariser. Hun er fint klædt med en lang trenchcoat.

»Bonjour, madame,« hilser Didier høfligt.

Hun skal have en udgave af avisen Le Monde.

Det er, som om gaderne ikke er lige så tomme under årets anden nedlukning. Både biler og mennesker pryder bybilledet i Paris, hvor restriktionerne ikke er lige så slemme som i foråret.

»Jeg bliver ikke hjemme nu. Jeg lukker ikke,« siger Didier, efter damen har forladt bladkiosken.

Så fortæller han igen om, hvordan coronaens klamme hånd har kvalt en del af hans indtjening og fjernet noget af hans klientel.

»Første gang, Frankrig lukkede ned, var 17. marts. Jeg har en del kunder, jeg slet ikke har set siden da. De kom ofte. For eksempel kom de og købte nogle blade til weekenden. Dem har jeg ikke set siden. Nu er vi i november. Det er næsten otte måneder siden!«

Jeg køber 10 ad gangen, og normalt bestiller jeg et nyt lager hver måned. De her har jeg haft hængende i ni måneder
Didier om det manglende salg

Corona-pandemien betyder, at Didier ikke arbejder lige så længe.

I stedet for at tage hjem mellem klokken 18 og 19 vender han allerede snuden hjemad omkring klokken 17.

Aviskiosken ligger i et område med en masse eksklusive butikker og mange kontorer, men mange af butikkerne er lukket, og derfor giver det ingen mening at blive til senere.

»Nu sker her ikke noget her efter klokken 16. Der er mange kontorer rundtomkring her, men når de er taget hjem, er der ingen kunder.«

Didier måtte lukke sin bladkiosk i en måned under nedlukningen i foråret. Det har han ikke tænkt sig at gøre igen.
Didier måtte lukke sin bladkiosk i en måned under nedlukningen i foråret. Det har han ikke tænkt sig at gøre igen. Frederik Gernigon

Iklædt sit lune tøj, sin hue, briller og det obligatoriske mundbind står Didier og river papirer i stykker, mens vi taler sammen. Det er åbenlyst, at en vrede, frustration og afmagt bobler inde i ham.

På trods af den fornemme placering lige ved Madeleinekirken, som ligger et stenkast fra Place de la Concorde og Champs-Élysées, er der ikke meget at gøre for Didier, som frabad sig at blive fotograferet.

Ud over aviser og magasiner er kiosken prydet med souvenirs. Dem sælger han ikke mange af i øjeblikket.

»Normalt lever vi også meget af turisterne. De køber lightere, chokolade, Eiffeltårne,« forklarer han.

Og så hæver han stemmen.

»Der er ingen turister! Se på de her taletidskort,« udbryder han, mens han peger på en hylde, hvor der hænger to eller tre af dem.

»Det er taletidskort med 12 gigabyte, turister ofte køber, når de er her. Jeg køber 10 ad gangen, og normalt bestiller jeg et nyt lager hver måned. De her har jeg haft hængende i ni måneder!«

Har det ligefrem nogen alvorlig betydning for dig rent økonomisk?

»Jeg har ingen børn, jeg skal nok klare den. Der er folk, der har det meget hårdere end mig,« siger Didier, inden han tænker et øjeblik og tager ordet igen.

»Men hvis jeg må lukke igen, får jeg et stort problem. Så er der en masse blade og ting, som jeg ikke får solgt, der hober sig op.«