26-årige Muhammad Malik og 29-årige Noor Shah mistede 28. oktober livet, da de var på bryllupsrejse i Caribien.
Det skriver det amerikanske medie New York Post.
Det nygifte Manhattan-par mistede livet, mens de var ude og svømme ud for Caribiens kyst. Ifølge mediet blev de taget af en kraftig strøm.
Eftersigende havde de ikke gået længere ud, end de stadig kunne bunde. De nåede kun at være mand og kone i fire dage.
Muhammad Maliks far, Maqbool Malik, har svært ved at sætte ord på tabet af de to unge mennesker.
»Det er et ødelæggende tab for familien,« siger han og fortsætter.
»Det er et uventet chok. Og det er en tragedie af dimensioner, når du skal lægge to børn til hvile ved en fælles begravelse.«
Mohammad Malik arbejdede som virksomhedsadvokat i New York City i USA, mens Noor Shah var kirurg i byen.
Faren tilføjer, at de to elskede hinanden uendeligt højt, og der var noget ved dem, som han fandt fascinerende.
»Kemien mellem de to mennesker var ganske enkelt fascinerende. De elskede virkelig hinanden.«
Begravelsen er søndag, og mediet skriver, at ligene er ved at blive transporteret til USA fra Caribien.