Overvejelser om at sende asylansøgere ud på en ø er ikke kun sket i Danmark, hvor det var lige ved at blive tilfældet på øen Lindholm i Stege Bugt.

Nu har den britiske indenrigsminister overvejet at sende landets aylansøgere ud til nogle vulkanske øer i Atlanterhavet næsten 6.500 km borte.

Priti Patel har i hvert fald bedt sine embedsmænd kigge på sagen. Det skriver Sky News.

Hun har bedt dem om at undersøge, hvad andre lande gør ved deres asylproblematik, og her er Australlien en model. De holder deres asylansøgere på sikker afstand på Juleøen, der ligger over 1.000 km fra det australske fastland.

Den engelske indenrigsminister Priti Patel.
Den engelske indenrigsminister Priti Patel. AFP PHOTO / PRU

Financial Times rapporterer, at Ascension-øen og St. Helena i det sydlige Atlanterhav blev overvejet som mulige steder at sende asylansøgerne hen.

St. Helena og Ascension er øer, der ligger godt 1.300 km fra hinanden midt i Atlanterhavet, cirka midtvejs mellem Afrika og Sydamerika.

Nick Thomas-Symonds, der er Labours skyggeindenrigsminister, har udsendt et tweet: »Denne latterlige idé er umenneskelig, komplet upraktisk og vildt dyr. Det er fuldstændig muligt, at det er en ide, som Tory-regeringen har fundet på.«

En talsmand for indenrigsministeriet fortæller Sky News: »Som ministeren siger, laver vi en plan, der reformerer politikken og lovene omkring den illegale immigration. Det gør vi, for at vi kan beskytte dem, som har brug for det. Men vi vil også forhindre misbrug at systemet.«

Migranter, der har sejlet over Den Engelske Kanal, bringes i land i Dover.
Migranter, der har sejlet over Den Engelske Kanal, bringes i land i Dover. GLYN KIRK

Det er et meget omstridt problem, immigrationen og asylansøgningen til Storbritannien. Der er kommet mere end 5.000 mennesker illegalt over Den Engelske Kanal hidtil i år. De fleste kommer i små både.

Rekorden for et enkeltstående immigrationsforsøg lyder på 416 personer, som ankom til den engelske kyst tidligt i september.