Selv dommeren i sagen var ikke enig i strafudmålingen.
»Hvis jeg havde haft indflydelse, havde dette ikke være min straf,« lød det fra Alan Bruce Jones.
Men Rogel Aguilera-Mederos fik tidligere i december ikke desto mindre besked om, at han kan se frem til at skulle 110 år i fængsel, altså for resten af livet.
Det skal han på grund af sin indblanding i en trafikulykke, hvor fire mennesker blev dræbt, og adskillige blev såret, da hans løbske lastbil lastet med træ kolliderede med en stribe andre køretøjer på en motorvej ved Denver i 2019.
Ulykken udviklede sig – som det også kan ses øverst i artiklen – særdeles voldsomt, hvor mange biler blev ramt, benzintanke lækkede, og en voldsom brand blev udløst.
Strafudmålingen har dog givet ramaskrig i USA, hvor mange mener, at den er alt, alt for hård.
Eksempelvis har lige knap fem millioner personer skrevet under på en appel om at nedsætte straffen eller ligefrem benåde den 26-årige Rogel Aguilera-Mederos, der brød grædende sammen i retten, da han 13. december fik beskeden om de mange år bag tremmer.
Også lastbilchauffører over hele USA har gennemført flere aktioner på vejene, ligesom mange af dem har proklameret, at de aldrig igen vil køre i staten Colorado, hvor ulykken skete.

Som juraprofessor Ian Farrell fra University of Denver forklarer til ABC News, så reagerer folk på, at lastbilchaufføren »har fået samme straf som en person, der ved fuldt overlæg havde slået 100 mennesker ihjel, ville have fået i staten Colorado«.
Selv har Rogel Aguilera-Mederos hele tiden forklaret, at lastbilens bremser ikke virkede, hvilket anklagemyndigheden faktisk ikke har anfægtet.
Men hvorfor fik han så alligevel en dom på 110 års fængsel?
Jo, i retten blev han dømt skyldig i 27 af 42 anklagepunkter. Og da man i staten Colorado opererer med obligatoriske minimumsstraffe for hver enkelt anklagepunkt, hvis der er tale om tiltaler i særlige kategorier, kan det hurtigt løbe op.
Og det har det altså gjort i Rogel Aguilera-Mederos' tilfælde. En dommer kan i så fald ikke gøre til eller fra, hvis den tiltalte dømmes skyldig.
Samtidig mente anklagemyndigheden også, at lastbilchaufføren kørte for hurtigt op til ulykken, samt at han kørte forbi en såkaldt 'nødrampe' netop til brug for lastbiler med svigtende bremser, så Rogel Aguilera-Mederos blev dømt for andre forhold end de svigtende bremser.
Forsvarsadvokaten James Colgan har dog forklaret, at Rogel Aguilera-Mederos først opdagede rampen, da han var kørt forbi den, fordi han var »meget stresset«.
»Han har muligvis begået nogle uagtsomme fejl, men straffen er ude af proportioner med det, der rent faktisk skete. Han fortjener ikke en livstidsdom,« har han sagt.
Også pårørende har været af den opfattelse.
»Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at 110 år er alt for meget. Men det var den rette beslutning at dømme ham. Først og fremmest kunne han have valgt at køre ind på rampen. Det gjorde han ikke. Vi ved ikke, hvad grunden til det var, men det var hans valg,« siger Duane Bailey, hvis bror, William Bailey, blev dræbt i ulykken.
Flere kendisser – som eksempelvis Kim Kardashian – har appelleret til Colorado-guvernør Jared Polis om at gribe ind, og nu kan der muligvis være et lys i mørket forude for Rogel Aguilera-Mederos.
For anklagemyndigheden har nu henvendt sig til retten for at få strafudmålingen genovervejet. Og det er lige præcis det, der skal til, for at en dommer kan revurderede sagen. Statsanklager Alexis King har i stedet bedt om 20-30 års fængsel.
Den grædende Rogel Aguilera-Mederos bad også om en mildere straf, da han tidligere på måneden stod i retten.
»Jeg er ikke morder, jeg er ikke en drabsmand. Når man ser på anklagerne mod mig, er der tale om en morder. Men det er ikke mig,« sagde han:
»Jeg er ked af, hvad der skete. Jeg vil gerne sige undskyld – men vær ikke vred på mig. Jeg arbejdede hårdt for at give min familie en bedre fremtid, og jeg har aldrig tænkt på at gøre nogen ondt i hele mit liv.«
Dommer Alan Bruce Jones har i denne uge indkaldt til en ny høring i sagen om strafudmålingen. Den skal finde sted 13. januar næste år. Måske han denne gang kan få afgivet den straf, han ikke fik mulighed for i første omgang.