Premierminister Boris Johnson vil torsdag holde en tale til den britiske befolkning.

I talen vil Boris Johnson fortælle, at han ønsker et valg til parlamentet.

Det skriver Sky News på Twitter.

Den konservative premierminister betragter ifølge mediet torsdag som den 'første dag i valgkampen.'

Under en ophedet debat i parlamentet onsdag, fremsatte Boris Johnson et forslag om et valg 15. oktober, men blev nedstemt.

Boris Johnson vil også erklære, at en udsættelse af brexit vil undergrave det historisk vigtige demokratiske valg.

Det sker efter at et flertal i parlamentet har besluttet, at Storbritannien skal ansøge om en udsættelse af brexit på tre måneder til 31. januar - med mindre Boris Johnson når at få en aftale i stand med EU inden nden nuværende deadline, som er 31. oktober.

Boris Johnson vil ifølge Reuters videre kalde oppositionens leder, Labours Jeremy Corbyns, afvisning af et valg 'for en fej fornærmelse af demokratiet'.

Johnsons talsmand citerer ham for at sige 'stol på befolkningen' i spørgsmålet om brexit.

Ifølge BBC vil et lovforslag om at blokere for et no-deal brexit ved udgangen af oktober være færdigbehandlet og godkendt i parlamentets overhus fredag eftermiddag.

Lovforslaget blev vedtaget i Underhuset onsdag, hvilket var et stort politisk nederlag for premierminister Boris Johnson.

Lord Ashton of Hyde har meddelt, at alle dele af lovforslaget vil være færdigbehandlet inden klokken 17.00 lokal tid fredag.

Der har været påstande om, at Overhuset måske med overlæg ville trække tiden ud, så lovforslaget ikke ville blive endeligt underskrevet i kongehuset inden suspenderingen af parlamentet i næste uge.

Men Overhusets konservative indpisker, som kontrollerer og indskærper partifællernes partidisciplin og tilstedeværelse ved afstemninger, har meddelt, at der er sket et gennembrud i forhandlinger med Labour tidligt torsdag.

Parterne forhandlede natten til torsdag. Her stemte de overraskende hurtigt om en række ændringsforslag, der kunne have ført til en maratonbehandling af lovforslaget.

Det skriver BBC med henvisning til Lord Ashton of Hyde. Han er blevet udnævnt til chefindspisker i Overhuset af premierminister Boris Johnson.