Det var en alvorlig dag for den britiske premierminister Boris Johnson, da han tirsdag mistede flertallet i det britiske parlament og blev stemt ned af en gruppe af sine egne partimedlemmer.
Da afstemningsresultatet blev læst op sent tirsdag aften skummede Boris Johnson helt åbenlyst af raseri. Resultatet har udløst en hævnaktion.
Først og fremmest er de 21 parlamentsmedlemmer fra de konservative, som stemte imod Boris Johnsons regering, blevet smidt ud af partiet.
Blandt dem er otte forhenværende ministre i konservative regeringer.
»Fra onsdag eller torsdag er de ikke længere del af det konservative parti i parlamentet. Endnu vigtigere for Johnson er, at de ikke kan stille op som kandidater for det konservative parti ved næste parlamentsvalg, som han har meldt ud, han vil afholde så hurtigt som muligt,« siger Edward Ashbee, professor ved CBS:
»Han vil jo ikke have kandidater, som ikke støtter hans linje. Han vil have kandidater, som bakker ham op, så han kan gå til vælgerne med en klar linje om at gennemføre brexit.«
I flere britiske medier er stemningen overfor de 21 konservative rebeller – og afstemningsresultatet – direkte bidsk.
I England største avis, The Sun, kalder man onsdag de konservative rebeller ’skamfulde’ og skriver, at man glæder sig til, at vælgerne ’tager hævn’ og straffer dem.
I Daily Mail – som er verdens største netavis – kører man onsdag morgen med en overskrift i toppen af hjemmesiden, hvor der står: ’Hvil i fred, demokrati’ med klar henvisning til, at parlamentet lige nu blokerer folkets vilje ved ikke at gennemføre brexit.
Daily Express er heller ikke begejstret. Onsdag skriver man på forsiden: ’Parlamentet overgiver sig til EU’.
Andre medier noget nær hoverer dog over Boris Johnsons nederlag.
The Guardian skriver eksempelvis på forsiden, at Boris Johnson er blevet ’ydmyget’.
Den hårde tone i de britiske medier er ikke unormal, forklarer Edward Ashbee.
»Det har været sådan i adskillige årtier, og det er en integreret del af politik i Storbritannien,« siger han:
»De her medier får ikke mediestøtte eller på anden måde underlagt restriktiv regulering, så de har altid været meget holdningsprægede. Der er en konkurrence om at være allermest hård og markant.«
Udrensningen blandt de konservative parlamentsmedlemmer er opsigtsvækkende – ikke mindst fordi flere af dem er kendte og profilerede politikere.
Lederen af de konservative rebeller er Philip Hammond, som det seneste årti har bestredet adskillige ministerposter.
Derudover bliver Winston Churchills barnebarn, Sir Nicholas Soames, også sparket ud.
Det samme gør Ken Clarke, der tidligere har været formand for det konservative parti.
»Det er selvfølgelig meget markant, men helt grundlæggende er det ikke overraskende,« siger Edward Ashbee:
»Det er udtryk for, at dem, der var rebeller under Theresa Mays regering – blandt andre Boris Johnson og Jacob Rees Mogg, nu er kommet til magten. Så bliver dem, der for kort tid siden stod for den officielle konservative profil, til rebeller.«
