Det var et af de syn, man lige skal dobbelttjekke for at være sikker på, at man har set rigtigt.

Midt under tirsdagens indædte debat i det britiske parlament - måske en af de vigtigste i landets historie - lå en lang mand i jakkesæt pludselig og slappede af på den forreste bænk i det britiske parlament.

Han havde sågar lukkede øjne. Lagde han an til en lur?

Manden var lederen af underhuset og medlem af den konservative regering, Jacob Rees Mogg.

Han er en af de fremmeste brexiteers i England - og leder af underhuset i Boris Johnsons regering.

Egentlig var han midt en storm af kritik og bandbuller fra oppositionspolitikerne.

Men i stedet for at ligne en interesseret lytter, der spidsede ører – eller en mand under pres – mindede han mest af alt om en turist på en sydeuropæisk strand.

Og det udløste raseri hos flere af hans modstandere.

På twitter kommenterede Anne Thurley, medlem af parlamentet for oppositionspartiet Labour, billedet af Jacob Rees Mogg med følgende ord:

’Den fysiske manifestation af arrogance, selvretfærdighed, respektløshed og foragt for vores parlament’.

Et tweet, der fik titusinder og reaktioner og hundreder af kommentarer, hvor Jacob Rees Moggs opførsel blev slagtet.

I parlamentet påtalte Caroline Lucas, medlem af det grønne parti, Jacob Rees Moggs’ fremtoning direkte.

Jacob Rees Mogg virkede ikke ligefrem rystet over kritikken fra sine modstandere i parlamentet.
Jacob Rees Mogg virkede ikke ligefrem rystet over kritikken fra sine modstandere i parlamentet. Foto: -
Vis mere

»Jeg må bare sige, at lederen af underhuset her til aften med sit kropssprog har været så foragtfuld overfor det her hus. Han har spredt sig over tre sæder og ligget som om, at det har været meget kedeligt for ham at lytte til,« rasede hun.

Hendes kommentarer blev mødt med tilråb fra andre parlamentsmedlemmer, der råbte: ’Sæt dig op’ efter Rees Mogg.

Tom Brake, et parlamentsmedlem fra de Liberale, foreslog ligefrem, at Jacob Rees Mogg hentede en hovedpude, så han lå mere komfortabelt.

Optrinnet har vakt stor opsigt i Storbritannien.

Samtlige medier – blandt andre The Guardian og BBC – har skrevet om situationen. Debatten raser på sociale medier.

Selv har Jacob Rees Mogg ikke forholdt sig til kritikken.

Men det gjorde han til dels, mens han lå på bænken.

For mens parlamentsmedlemmer råbte og skreg om, at hun skulle sætte sig op, smilede han flere gange, rystede på hovedet og vendte sågar øjne.