20 års flugt endte forleden for den italienske mafiaboss Gioacchino Gammino.
I næsten to årtier har den nu 61-årige sicilianske gangster været en af Italiens mest eftersøgte mænd.
I 1989 fik han en livstidsdom for mord, men nogle år senere – i 2002 – lykkedes det ham at flygte fra fængslet i Rom.
Nu viser det sig, at han i den mellemliggende periode har levet et helt almindeligt liv som kok og grønthandler i Spanien.
Det skriver flere internationale medier – blandt dem nyhedsbureauet Reuters.
Her levede mafiabossen under falsk navn og identitet.
Og hvorfor dukker han så pludselig op nu?
Tja, det skydes såmænd, at nogle detektiver fik øje på ham på Google Street View.
En af søgemaskinens fotovogne fangede ham nemlig, mens han intetanende stod uden for sin butik på gaden i Galapagar lidt nord for hovedstaden Madrid.
Politifolkene genkendte den eftersøgte gangster på et letgenkendeligt ar i ansigtet.
Den endelige anholdelse fandt sted 17. december, og Gioacchino Gammino blev efter sigende temmelig overrasket over det uventede besøg:
»Hvordan fandt I mig? Jeg har ikke engang ringet til min familie de seneste ti år.«


