Tirsdag besøgte betjente fra Østjyllands Politi en butik på Banegårdsgade i Aarhus, fordi de havde mistanke om, at der blev solgt hash fra butikken.

Og de fandt også en pose hash på den mandlige butiksassistent, der blev sigtet for lov om euforiserende stoffer.

Det var ikke helt tilfældigt, at politiet kiggede forbi netop denne butik tirsdag.

Intet mindre end 14 gange i 2020 og 2021 har politiet nemlig fundet hash på stedet – og det er ud af de 15 gange, politiet har været på stedet.

Det får dog ikke umiddelbart nogen konsekvenser for butikken.

»Det er jo enkelte personer, der bliver taget med hash dernede. Som udgangspunkt har det derfor ikke konsekvenser for selve forretningen. Det er personerne med hash, der bliver straffet,« siger Janni Lundager, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.

Hun fortæller, at politiet dog er særlig opmærksomme på butikken, fordi de har fundet hash der så mange gange.

»Vi har godt mistanke om, at der foregår hashhandel omkring den butik, men det er trods alt ikke det, de har slået sig op på at sælge,« siger Janni Lundager.

tip os
Går du selv med peberspray og er blevet sigtet for det? Så skriv til os her:

Derfor kan butikken ikke straffes, selvom mistanken omkring butikken er der.

»Det er de personer, der har hash på sig, der begår noget strafbart – ikke butikken. Hvis du gik ind i en butik og gjorde noget strafbart, kan butikken jo heller ikke straffes for det,« forklarer Janni Lundager.

Det er dog både kunder og ansatte i butikken, der er blevet taget med hash.

Østjyllands Politi oplyser ikke, hvilken butik det drejer sig om.