79 dage.

Så længe nåede voldtægtsforbryderen og barnemorderen, Colin Pitchfork, at nyde sin frihed.

Tilbage i september blev han prøveløsladt efter at have spenderet en del tid bag tremmer. I 1988 blev han idømt livstid, efter henholdsvis fem og to år forinden at have voldtaget og dræbt to 15-årige piger.

Hans tid på fri fod blev dog en kort fornøjelse, for allerede 19. november var han igen fængslet.

Colin Pitchfork blev genfængslet, da han under sin prøveløsladelse blev vurderet til at være til fare for offentligheden, da han - på åben gade - havde nærmet sig op til flere teenagepiger.

Kilder har sidenhen berettet, at den nu 61-årige morddømte, forsøgte at skabe kontakt til disse piger på sine daglige gåture.

Moderen til en af hans ofre fra 1980'erne, Barbara Ashworth, er overbevist om, at det er et dybtliggende problem for Colin Pitchfork.

»Det beviser, at psykopaten ikke kan helbredes for sin lyst til unge kvinder,« sagde hun ifølge The Guardian.

På trods af, at Pitchfork ikke som sådan begik nogle lovovertrædelser ved at tage kontakt til de unge piger, blev hans adfærd alligevel vurderet til at være så bekymrende, at han atter måtte bag lås og slå.

For den pensionerede betjent, David Baker - som var ham, der i sin tid fangede Pitchfork - var nyheden om genfængslingen da heller ikke overraskende.

»Dette er, hvad vi forventede. Pitchfork er vendt tilbage til start ved at henvende sig til disse piger. Han har siddet i fængsel i lang tid, og pludselig fik han dagligt adgang til unge piger. Fristelsen vil altid være der,« fortæller han.

I november 1983 kvalte han Lynda Mann til døde og tre år senee myrdede han Dawn Ashworth.

Få år før, i 1981, var han desuden blevet arresteret efter at have blottet sig for flere unge piger.

Colin Pitchfork var den første person, der blev dømt ved hjælp af dna-beviser. Inden da havde han ellers forsøgt at snyde systemet, da han fik overtalt en kollega til at tage en blodprøve i stedet for ham under efterforskningen.

Andre læser også