I 2006 kom Frederick Cecil McLean på den amerikanske efterforskningstjeneste, U.S. Marshals Services, 'Most Wanted'-liste.

Det var på baggrund af en række seksuelle overgreb på børn, at han blev eftersøgt dengang. Et af ofrene blev overfaldet mere end 100 gange, før hun var fyldt 13 år, har U.S. Marshals meddelt.

I 16 år lykkedes det Frederick McLean at søge tilflugt flere forskellige steder og med diverse dæknavne. 6. november blev han – langt om længe – fundet i sit hjem. Død.

Efter sigende døde den nu 70-årige forbryder i juli af naturlige årsager – alligevel skulle der gå fire måneder, før en nabo slog alarm, og der 6. november blev tjekket op på ham.

»Opdagelsen af ​​Frederick McLeans lig markerer en ende på menneskejagten, men efterforskningen fortsætter,« sagde Ronald Davis, der er direktør for U.S. Marshals Service.

Nu skal efterforskerne nemlig i gang med at undersøge, hvorvidt nogen har hjulpet McLean med det årelange skjul.

I 15 år boede han i South Carolina, hvor han brugte aliasset James Fitzgerald.

Desuden har han også indlogeret sig i både Anderson, New York og Poughkeepsie gennem de 16 år på flugt.