En fireårig australsk pige er forsvundet på fjerde døgn, efter at hun var på tur med familien på en campingplads i det vestlige Australien.

Det skriver de australske medier ABC News og 7News samt britiske BBC.

Pigen ved navn Cleo Smith forsvandt natten mellem fredag og lørdag og er sidst set klokken 01.30 lørdag australsk tid. Her vågnede hun angiveligt i teltet og bad forældrene om at få en tår vand.

Da forældrene vågnede næste morgen klokken 06.30, var hun forsvundet. Det samme var hendes grå og røde sovepose, oplyser politiet.

Ikke lang tid efter blev en eftersøgning til lands og vands sat i gang.

- Der er alvorlig bekymring om Cleos sikkerhed, skriver politiet på Facebook.

Tidligt tirsdag lokal tid blev eftersøgningen på landjorden midlertidigt indstillet på grund af stormvejr og voldsom regn. Den er tirsdag omkring klokken 11.30 lokal tid genoptaget, skriver ABC.

Myndighederne har ikke delt informationer om, hvad de tror, der kan være sket. De understreger dog, at de vil undersøge alle muligheder.

- Vi fortsætter med at fokusere på at finde spor. Vi har vores bedste efterforskere på sagen og de bedste til at eftersøge fra statens beredskab samt frivillige, siger politiinspektør Jon Munday ifølge britiske Sky News.

Ifølge australske medier rejste familien til den afsidesliggende campingplads i Carnarvon på en weekendtur. Stedet ligger cirka 900 kilometer nord for Perth og er kendt for dets flotte kystlandskab, grotter og laguner.