Siden den tragiske hændelse for omkring to uger siden, hvor Alec Baldwin ved en fejl kom til at skyde og dræbe filmfotografen Halyna Hutchins, har luften været tyk af beskyldninger.
Skuespillere og medarbejdere på settet har kastet om sig med anklager om sikkerhed, arbejdstider og andre vilkår.
Alec Baldwin har forholdt sig tavs, men nu er han ude med hele syv Instagram-opslag, hvor han deler billeder af en lang kommentar på Facebook.
Kommentaren er skrevet af en Terese Magpale Davis, som tager filmselskabet i forsvar.
»Jeg er træt af det her narrativ,« begynder hun sin kommentar med og fortsætter:
»Jeg arbejdede på den her film. Historien om, at vi har arbejdet over tid, og at vi har været en del af usikre, kaotiske omgivelser, er løgn. Vi arbejdede aldrig mere end en 12,5-timers optagedag. Det var én gang. De fleste dage var under 12 timer.«
Herefter fortsætter Terese Magpale Davis med at påpege de steder, hvor kritikken ifølge hende er forkert, og det forsvar fylder syv Instagram-opslag hos Alec Baldwin.
24-årige Hannah Gutierrez-Reed, der var våbenansvarlig på optagelserne til filmen 'Rust', har gennem sine advokater forklaret, at hun følte sig tvunget til at slække på sikkerheden.

Ifølge advokaterne blev den 24-årige våbenansvarlige presset af sin chefer til at »springe over, hvor gærdet er lavest« i forhold til sikkerheden.
Advokaterne påstår videre ifølge Deadline, at Hannah Gutierrez-Reed var presset i forhold til en massiv arbejdsmængde, og at hun blev nægtet træning, hun havde brug for.
Det står ikke klart i udtalelsen, hvem der skal have afvist hende, men advokaterne påstår, at produktionen generelt var præget af sikkerhedsproblemer.
»Hele produktionen var farlig som følge af forskellige faktorer – deriblandt en mangel på møder om sikkerheden,« lyder det.