Det er 17 dage siden, at fireårige Cleo forsvandt fra en campingplads i Australien.
Men nu er hun fundet i god behold. Det skriver The Sydney Morning Herald.
Ifølge mediet blev hun tirsdag fundet i et aflåst hus i byen Carnarvon.
Kort efter blev Cleo genforenet med sine forældre.
»Det her var, hvad vi alle havde håbet på og bedt til,« lyder det fra vicekommissær ved WA Politi Col Blanch i en pressemeddelelse.
Ifølge ham skyldes det positive udfald et fantastisk stykke politiarbejde.
I forlængelse heraf takker han Cleos forældre, befolkningen og de mange frivillige.
Politiet oplyser, at en mand fra Carnarvon er blevet anholdt i sagen. Han bliver i øjeblikket afhørt.
Det var natten til lørdag 16. oktober, at Cleo forsvandt fra familiens telt på en campingplads i Australien.
Cleos mor Ellie Smith har tidligere fortalt, at datteren vågende klokken 01.30, fik noget vand og faldt i søvn igen. Først klokken 6 opdagede hun, at Cleo var væk.
I forlængelse heraf kom det frem, at efterforskerne mistænkte, at en anden kan have været involveret i hendes forsvinden. Altså, at der kan være tale om en kidnapning.
Ifølge The Sydney Morning Herald vil der blive afholdt pressemøde senere i dag.