Britiske Lauren Brightwood havde formentlig ikke forventet, at en tur i brusebad en novemberaften i 2018 skulle ændre hendes liv for evigt.
Ikke desto mindre blev det tilfældet.
Den 27. november 2018 skulle Lauren Brightwood som så mange gange før i bad i sit hjem i den walisiske by Llanelli. Her boede den 19-årige kvinde sammen med sin mor og moderens 35-årige kæreste Thomas.
Alt imens den unge kvinde lå i badekarret, bemærkede hun en sort genstand i et lille vindue over badeværelsesdøren. Straks rejste hun sig for at se, hvad det var.
Det skriver mediet Wales Online.
Ved nærmere eftersyn kunne hun konstatere, at det var stedfaderens telefon, og selv om hendes første tanke var, at der måtte være tale om en spøg, skrev hun alligevel til sin mor og bad hende komme op på badeværelset.
Her kunne moderen ved selvsyn konstatere, at hendes kæreste Thomas tilsyneladende havde filmet hendes datter nøgen. Derfor konfronterede hun straks Thomas, der ifølge Wales Online i ren desperation forsøgte at tale udenom og komme med dårlige undskyldninger.
Under en senere afhøring erkendte Thomas imidlertid, at han havde filmet Lauren Brightwood, siden hun var 13 år, i situationer, hvor hun var nøgen.
»Efter det skete har mit liv ændret sig fuldstændig. Jeg er ikke den samme person, som jeg var før, det skete. Jeg vil aldrig helt stole på folk igen,« siger den i dag 19-årige Lauren Brightwood til Wales Online.
Thomas blev for nylig kendt skyldig i at have filmet steddatteren nøgen for at opnå seksuel tilfredsstillelse.
Fredag i denne uge skal der tages stilling til, hvilken straf han skal have.