En 72-årig kvinde fra Californien, USA, blev i sidste uge stanget af en bison i den amerikanske nationalpark Yellowstone.

Og mødet med det store dyr endte med at få voldsomme følger for den amerikanske kvinde, da hun blev hårdt såret og måtte hastes til nærmeste hospital.

Det skriver CNN.

Ifølge mediet havde den 72-årige kvinde selv opsøgt bisonen, da hun ville tage et billede af dyret.

Men da hun endte med kun at stå cirka tre meter fra det store dyr, følte bisonen sig truet, hvorefter den gik til angreb.

CNN skriver videre, at kvinden eftersigende skulle have opsøgt bisonen flere gange i området, inden det denne gang gik helt galt.

I en officiel udtalelse fra Yellowstone National Park står der, at besøgende gæster som minimum skal holde en afstand på omkring 20 meter til dyrene i parken.

Og man håber samtidig på, at denne episode vil være en påmindelse til besøgende i nationalparken om, at det er vilde dyr, man har med at gøre, hvis man vil tage billeder.

Den 72-årige kvinde blev efter episoden fløjet til Eastern Idaho Regional Medical Center til behandling af de voldsomme skader, hun pådrog sig.

I slutningen af maj var der ligeledes en anden kvinde, der også blev stanget af en bison i Yellowstone National Park - kun få dage efter, at parken blev genåbnet for besøgende efter nedlukning på grund af covid-19.