Da dinosaurerne blev udryddet i slutningen af Kridttiden for 66 millioner år siden, skulle man tro, at al tilbageværende liv efterfølgende led hårdt som følge af katastrofen.

Men det viser sig nu ikke at være tilfældet. Hundredevis af fossiler, som palæontologer fra Denver Museum of Nature and Science har fundet i Colorado, antyder, at dyrelivet blomstrede op og fik fart på - når man ser i et evolutionært perspektiv. Det skriver National Geographic ifølge Videnskab.dk, hvor du kan se flere af de nye fund.

Det skal lige slås fast, at den store asteroide, som ramte Jorden, forårsagede, at cirka tre fjerdele af al liv på Jorden uddøde. Så begivenheden havde bestemt fatale konsekvenser.

Men forskere verden over har længe manglet viden om, hvordan det reelt stod til med de dyr, som overlevede. Og det er altså dét, man har fundet svar på nu. Forskerne fandt meget velbevarede fossiler fra hele 16 forskellige dyrearter, såsom skildpadder, krokodiller og planter.

Palæontolog Tyler Lyson, som er medforfatter på studiet, fik idéen til at kigge efter fossiler på en anderledes måde fra en kollega.

Typisk leder palæontologer og fossil-jægere efter knogler, som stikker op af jorden. Men det kan i den grad altså også betale sig at lede efter fossiler i konkretioner.

Konkretioner minder til forveksling om sten, men er dannet af forskelligt materiale, som eksempelvis mindre partikler, flint eller gips.

Konkretioner bliver ofte dannet omkring et andet materiale og lægger sig som en skal udenpå - og det andet materiale kan altså være et fossil.

Da forskerne først begyndte at lægge mærke til disse konkretioner, var det som at finde en ren guldmine.

»Jeg åbnede en konkretion og så et dyrekranie smile tilbage til mig. Jeg så mig omkring og fandt adskillige konkretioner liggende rundt omkring. Vi fandt fire eller fem kranier i løbet af få minutter,« siger Tyler Lyson til National Geographic ifølge Videnskab.dk.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at dyr voksede sig markant større i løbet af den første million år efter masseudryddelsen.

De største dyr, som overlevede asteroidenedslaget vejede ikke mere end cirka 500 gram.

Men 100.000 år senere vejede de største, overlevende dyr omkring knap 6 kilo. Og efter yderligere 200.000 år havde de største dyr igen tredoblet deres vægt.

»Hurtigt kom de op at veje over 20 kilo,« forklarer Tyler Lyson.

Denne udvikling giver umiddelbart god mening, ifølge forskerne, da dyrene som udgangspunkt ikke havde nogle større fjender, de skulle flygte fra. Og holdt op mod plantefossilerne afslører fundene en kompleks og mangfoldig tid i verdenshistorien.

Andre artikler på Videnskab.dk