En gråbjørn har angrebet en blot ti-årig dreng i en amerikansk nationalpark.

Drengen, der var ude at vandre med sin familie i Yellowstone National Park, som spreder sig ud over delstaterne Wyoming, Montana og Idaho, overlevede heldigvis angrebet. Det skriver BBC.

Hunbjørnen menes at have været ude at samle mad med sin unge, da den stødte ind i familien og løb frem mod drengen fra en busk - formentlig i et forsøg på at forsvare sin unge.

Drengen forsøgte at flygte fra bjørnen, men blev indhentet og ramlet til jorden.

Drengens forældre reagerede heldigvis hurtigt og fandt en peberspray frem, som de brugte mod bjørnen og fik den til at stikke af fra stedet.

Ifølge BBC fik drengen skader på sit ene håndled, 'stiksår' på ryggen og sår omkring sine baller.

»Denne hændelse kunne være endt meget værre. Vi hylder familien for at have rejst i samlet flok, for at være i besiddelse af bjørnespray og for at vide, hvordan man effektivt bruger den,« siger en opsynsmand Yellowstone National Park, Pat Kenney, til BBC.

Det er det første registrerede bjørneangreb i nationalparken siden 2015.